Rokade i Det Hvide Hus: Her er Trumps nye pressetalsmand

Sarah Huckabee Sanders er blevet forfremmet og afløser Sean Spicer.

På dagens pressemøde havde Sarah Huckabee en udmelding med fra præsidenten, der omhandlede Sean Spicers opsigelse.

Fremover vil det være en 34-årig republikansk guvernørdatter, som har ansvaret for at kommunikere hans politik og forklare hans tweets for offentligheden.

Den amerikanske præsident har udpeget Sarah Huckabee Sanders som sin nye pressetalsmand, efter at Sean Spicer har valgt at trække sig fra posten.

Sarah Huckabee Sanders er ansat ved Det Hvide Hus i rollen som vicepressetalsmand, og hun tiltræder den nye stilling til august.

- Det var tid til at starte på en frisk og sætte et ny hold i forbindelse med Anthony Scaramuccis ansættelse, sagde hun på et pressemøde i Det Hvide Hus for kort tid siden.

Sean Spicer forlader angiveligt sit job i utilfredshed med Trumps udnævnelse af netop Anthony Scaramucci som ny kommunikationsdirektør for Det Hvide Hus og dermed hans nye chef.

Sarah Huckabee Sanders har i sin nuværende rolle allerede holdt en del pressemøder på vegne af Donald Trump, eksempelvis de gange hvor Sean Spicer har været fraværende.

Sean Spicer utilfreds med ny chef

Kort tid før hun blev annonceret som Sean Spicers efterfølger, sagde hun farvel til Sean Spicer på vegne af Donald Trump.

- Præsidenten er taknemmelig, for det job han har udført for os og det amerikanske folk.

- Han skal nok få succes fremadrettet. Se blot på hans tv-optrædener, sagde hun med henvisning til de øjeblikke, hvor Sean Spicer flere gange er kommet i pressens krydsild, fordi han blandt andet skulle forsvare Donald Trumps mange tweets.

Ifølge New York Times fik Anthony Scaramucci tilbudt posten klokken 10.00 fredag morgen lokal tid. Her bad præsidenten samtidig Sean Spicer om at blive som pressetalsmand.

Men ifølge avisen mener Sean Spicer, at det er "en stor fejltagelse", at Donald Trump har valgt Anthony Scaramucci til at stå i spidsen for sin overordnede kommunikationsstrategi, og derfor har han valgt at sige op.

Datter af præsidentkandidat

Sarah Huckabee Sanders er datter den tidligere republikanske guvernør i staten Arkansas og præsidentkandidat Mike Huckabee.

Efter at have afsluttet sin uddannelse ved Ouachita Baptist Universitet i Arkansas, flyttede hun til Washington D.C, da hun havde fået et job ved Det Hvide Hus under den tidligere republikanske præsident George W. Bush.

Hun har arbejdet på flere politiske kampagner for sin far, først under hans guvernørvalg i 2002 og senere under hans præsidentkandidatur i 2008 og 2016.

Efter hendes far trak sig fra den seneste præsidentvalgkamp i USA, tilsluttede hun sig Donald Trumps kampagne i rollen som seniorrådgiver, og siden er hun blevet ansat ved administrationen i Det Hvide Hus.