Paven er landet i Myanmar på et besøg, der afføder kæmpe forventninger i nabolandet Bangladesh.
Her sidder over 600.000 rohingyaer, som er flygtet fra drab, voldtægt og forfølgelse i Myanmar.
Mange af flygtningene ser paven som en frelser, der vil skabe fred, så rohingyaerne kan vende hjem igen, siger de til nyhedsbureauet AP:
Mohammad Nadir Hossain:
- Han vil se vores tragiske situation, og vi håber, at han vil forstå, hvad vi har at sige til ham. Hvis han vil, kan han berolige Myanmars regering og skabe fred ved at tale med os. Vi lider meget lige nu. Så vi er meget taknemmelige for, at han kommer.
Senu Ara:
- Vi håber, at der kommer fred. Jeg tror, at han måske kan hjælpe os med at vende hjem til vores land fredeligt. Selv hvis vi bliver her, vil han gøre vores situation bedre.
Mohammad Rafiq:
- Efter jeg hørte om hans besøg, blev jeg meget glad. Han vil undersøge den sande situation, og han vil arbejde godt for os, inden han forlader landet. Vores rettigheder, vores minoritet, vores borgerskab er blevet taget af Myanmars regering. Vi håber, at med hans indsats vil vi få alt det tilbage.
Hamida Begum:
- Eftersom han tager til Myanmar for os rohingyaer, vil han bringe fred til regionen. Han kan hjælpe med at sende os tilbage til Myanmar på lovlig vis. Eller han kan tage os til et andet sted end her, måske til et fremmed land. Uanset hvad han vil, kan han gøre det.
Balancegang
Før pavens besøg har der været stor spænding om, hvorvidt han overhovedet vil tage ordet "rohingya" i sin mund, mens han befinder sig i Myanmar.
Myndighederne i Myanmar anerkender ikke ordet som en betegnelse for landets muslimske mindretal - og derfor vil det være et slag i ansigtet på magthaverne, hvis paven bruger ordet.
Paven har tidligere udtrykt sympati med rohingyaernes situation og kaldt dem "brødre og søstre", men paven har andre befolkningsgrupper at tage hensyn til i Myanmar, påpeger Asien-korrespondent i DR Nyheder, Philip Khokhar:
- Der er også mellem 600.000 og 700.000 kristne i Myanmar, og de har også haft mange problemer historisk set. Og der håber paven og Vatikanet, at man også kan forbedre forholdene for de kristne i landet.
- Så det er en svær balancegang, hvis han kaster sig ud i et stort forsvar for rohingyerne - for det kan måske betyde, at man begynder at se ned på de kristne og begynder at forfølge dem i Myanmar.