Handlede Trump ulovligt? Her er fem centrale nedslag i Rusland-undersøgelsen

Det fremgår blandt andet af den 448 sider lange rapport, at Donald Trump forsøgte at få Robert Mueller fyret.

Donald Trump udråbte hurtigt sig selv som vinder, efter rapporten blev offentliggjort. (Foto: © SIPA)

I går blev specialanklager Robert Muellers undersøgelse af Ruslands indblanding i 2016-valgkampen endelig tilgængelig.

Præsident Donald Trump var hurtig til at fejre, hvad han kaldte rapportens "frifindelse" af ham, men den udlægning er alle ikke enige i.

Rapporten er 448 sider lang og kan læses her.

Hvis du ikke har tid til at gnave dig igennem alle 448 sider, samler DR Nyheder her fem vigtige nedslag:

Kan ikke konkludere, om Trump handlede ulovligt

'Game over', står der i et kreativt tweet, som præsidenten lagde op på Twitter, da rapporten kom ud. (Foto: © Mandel NGAN, AFP or licensors)

Af rapporten fremgår det, at specialanklager Robert Mueller ikke har fundet klare beviser for en direkte kriminel sammensværgelse mellem Trump, hans folk og Rusland.

Derfor er Donald Trump heller ikke blevet sigtet for lovovertrædelser som følge af undersøgelsen.

Men samtidig fremgår det også, at rapporten ikke kan frifinde præsidenten fuldstændig.

- Selvom denne rapport ikke konkluderer, at præsidenten begik en forbrydelse, frifinder den ham heller ikke, står der i rapporten.

Modtagelig over for russiske tilbud

Præsident Donald Trumps stab var i nogen grad modtagelig over for russernes indblanding. (Foto: © Ting Shen Xinhua / eyevine, Xinhua News Agency / eyevine. All Rights Reserved.)

Rapportens helt centrale undersøgelsespunkt har været, om Rusland påvirkede valgkampen mellem Donald Trump og Hillary Clinton i 2016 - og i så fald, om Trump eller hans kampagnestab i en eller anden grad samarbejdede med russerne.

Rapporten konkluderer, at russerne blandede sig:

- Disse forbindelser omfattede russiske tilbud om hjælp til kampagnen. I nogle tilfælde var kampagnen modtagelig over for tilbuddet, mens kampagnens embedsmænd i andre tilfælde skød det væk.

Trump frygtede undersøgelse

En passage fra rapporten viser, at Trump troede, at rapporten ville blive enden på hans præsidentskab. (Foto: © JONATHAN ERNST)

Da Donald Trump hørte om undersøgelsen, reagerede han med forfærdelse og gav udtryk for, at det ville blive enden på hans præsidentskab.

Det fremgår af rapporten:

- Præsidenten faldt tilbage i sin stol og sagde: "Åh, Gud. Dette er forfærdeligt. Dette er slutningen af mit præsidentskab. Jeg er fucked", sagde han og tilføjede:

- Alle fortæller mig, at hvis du får en af disse uafhængige undersøgelser, så ødelægger det dit formandskab. Det tager år efter år, og jeg vil ikke være i stand til at gøre noget. Det her er det værste, der nogensinde er sket for mig.

Forsøgte at fyre Mueller

Tidligere Don McGahn nægtede at følge Trumps ordrer om at fyre Mueller. Flere mener, at konsekvenserne havde været enorme for Trump, hvis McGahn havde fyret Mueller. (Foto: © JONATHAN ERNST)

Der har været stor interesse for, om rapporten rummede beviser på, at Donald Trump forsøgte at obstruere eller påvirke Robert Muellers undersøgelse.

Justitsminister William Barr konkluderede i går, at det ikke var tilfældet, men flere ting i rapporten peger i en anden retning. For eksempel forsøgte Donald Trump at få en advokat fra Det Hvide Hus, Don McGahn, til at fyre Mueller.

Han nægtede, fremgår det af rapporten.

- Præsidenten ringede hjem til McGahn og instruerede ham i at ringe til den fungerende justitsminister og sige, at den særlige rådgiver havde interessekonflikter og skulle fjernes, står der i rapporten.

Trumps medarbejdere stoppede ham

Robert Mueller har brugt 22 måneder på rapporten. (Foto: © Kevin Lamarque)

Robert Muellers rapport vurderer også, hvorfor det ikke lykkedes Donald Trump at påvirke undersøgelsen.

Det skyldtes hans medarbejdere:

- Præsidentens bestræbelser på at påvirke undersøgelsen mislykkedes for det meste, men det skyldtes hovedsageligt, at de personer, der omringede præsidenten, afviste at udføre ordrer.

Disse fem punkter fremgår af den udgave af rapporten, som ligger offentligt tilgængelig, men som er fyldt med sorte overstregninger udført af justitsministeriet. Men måske vil flere detaljer se dagens lys.

I dag erklærede Demokraterne nemlig, at de stævner justitsministeriet for at få adgang til den fulde rapport.