Rick fandt drengene i grotten: Vi talte, til vi nåede til 13

En gruppe britiske dykkere, der hjalp til i redningsaktion, fortæller om redningsaktionen.

Medlemmer af det britiske dykkerhold, der hjalp med redningsaktionen ved Tham Luang-grotten - Rick Stanton sidder i midten i sort t-shirt.

I tirsdags lykkedes det at redde det fodboldhold, der i slutningen af juni forsvandt ind i Tham Luang-grotten i det nordlige Thailand.

Den kæmpestore redningsaktion blev udført af dykkere fra hele verden, der fulgte de 12 drenge og deres træner ud én efter én gennem det fire kilometer lange grottesystem, hvor de sad fanget.

Det var to britiske dykkere, der fandt drengene efter to ugers eftersøgning i det oversvømmede grottesystem. Indtil da vidste man ikke, om drengene var levende eller døde.

- Vi blev begejstrede - lettede over, at de stadig var i live, fortæller dykkeren Rick Stanton, der sammen med sin kollega John Volanthen fandt drengene, til BBC.

- Da de kom ned ad skråningen, talte vi dem, indtil vi nåede til 13. Det var helt utroligt, siger han og fortsætter:

- Vi gav dem lidt ekstra lys, de havde stadig lys selv, og de så ud til at være ved godt helbred. Da vi skulle afsted igen, var det eneste, vi kunne tænke på, hvordan vi skulle få dem ud.

Kort efter drengene blev fundet, delte de thailandske myndigheder en video, der viste drengene smilende og vinkende til deres familier. (Foto: © Reuters Tv, Scanpix)

Ekstremt udfordrende

Det tog tre dages intens indsats at få reddet drengene ud af grotten. De blev hver især iført en maske og fulgt ud af to dykkere.

På trods af, at samtlige dykkere havde stor erfaring, gjorde de smalle passager og det mudrede vand opgaven særdeles vanskelig, fortæller Rick Stanton.

- Omstændighederne for dykningen var ekstremt udfordrende. Der var dårligt udsyn, og man bar ansvaret for et andet menneskes liv, siger han.

Rick Stanton ønskede ikke over for BBC at forklare de nærmere omstændigheder for redningen, da de er "for detaljerede at gå ind her". Han beskrev dog, hvordan alle drengene blev iført iltmasker:

- Den vigtigste var, de dækkede hele ansigtet, sådan at de kunne trække vejret og være afslappede nok til ikke at blive bange undervejs.

Andre dykkere har fortalt, at drengene, der alle sammen beskrives som dårlige svømmere, fik beroligende medicin forud for den udfordrende dykning ud af grotten.

I forgårs frigav myndighederne for første gang billeder af drengene på hospitalet. (Foto: © handout, Scanpix)

Drak dryppende vand

Alle 12 drenge og deres træner er nu indlagt på hospitalet i Chiang Rai, hvor de fortsat er i karantæne.

Det er forventningen, at de skal forblive indlagt en lille uge endnu og herefter skal bruge en måneds tid på at komme helt til hægterne.

En talsperson fra hospitalet siger i dag til nyhedsbureauet AP, at de efter omstændighederne har det godt udover nogle småinfektioner.

Der er kommet meget få detaljer ud omkring drengenes ophold i grotten.

Men ifølge AP fortæller nogle af de forældre, der har haft mulighed for at tale med deres børn, at det kun var meningen, at de skulle på udflugt ind i grotten i en time, da de blev overrasket af stigende vandstand.

Forældrene fortæller også, at drengene blandt andet klarede sig ved at drikke vand, der dryppede fra loftet.