Sultne, trætte og bange. Men levende.
Det var den tilstand, dykkere i dag fandt de 12 forsvundne fodbolddrenge og deres træner i. Iklædt fodboldtrøjer havde de 13 drenge og unge mænd tilbragt 9 døgn dybt inde i den thailandske Tham Luang-grotte.
Det var to britiske dykkere, der fandt drengene.
Fodboldholdet er meget imponerede ved synet af britiske dykkere, viser de første optagelser.
- Jeg er meget glad. Mange tak, lyder det fra drengegruppen, som sidder klemt sammen på en lille sandbanke.
- Vi er også glade, svarer dykkeren.
- Så hvor kommer I fra?, spørger en af drengene, og dykkeren forklarer, at de er fra England.
- Oh!, udbryder drengene begejstret i kor.
Redningsaktionen fortsætter
Fodboldholdet gik ind i grotten efter fodboldtræning den 23. juni og blev fanget af vandmasser fra voldsomme regnskyl. Det er de samme regnskyl, der har gjort redningsaktionen vanskelig, og som også gør det svært at redde fodboldholdet ud igen.
I grotten vil drengene vil også gerne vide, hvad dag, det er.
- Det er mandag. I har været her 10 dage. I er meget stærke, siger en af dykkerne.
- Vi er sultne, svarer en af drengene.
- Vi kommer tilbage med mange flere mennesker i morgen, håber jeg, forsikrer dykkeren.
I første omgang prioriterer redningsindsatsen at få mad og lægehjælp frem til de 13 unge mænd. Det fortalte den regionale guvernør i Chiang Rai-provinsen, Narongsak Osatanakorn, tidligere i dag ifølge nyhedsbureauet AP.
- Når lægehjælpen har tilset børnene og sikret, at de er ved godt helbred, så skal vi sørge for dem, indtil de er stærke nok til kunne blive reddet ud.
Lykkelige forældre
Både redningspersonale og forældre jublede, da nyheden om fundet af fodboldholdet kom frem.
- Jeg er så glad! Jeg vil bare gerne have, at han har det okay både fysisk og mentalt, siger et familiemedlem til en af de 12-årige drenge ifølge nyhedsbureauet AP.
Moderen til en af de 11-årige drenge, Aisha Wiboonrungrueng, er begyndt at forberede hans hjemkomst, fortæller hun til nyhedsbureauet AP. Hun vil nemlig have hans livret, thaiomelet klar, når han vender hjem igen.
Det står endnu ikke klart, hvornår redningsindsatsen kan få fodboldholdet ud af Tham Luang-grotten. Det lød det tidligere i dag fra Narongsak Osatanakorn, guvernør i Chiang Rai-provinsen.
- Vi har fundet dem i god behold, men arbejdet er ikke overstået endnu, sagde han.
Sagen kort
- •
12 drenge i alderen 11 til 16 har været fanget i en grotte siden den 23. juni.
- •
Tham Luang-grotten ligger i Nordthailand og er mere end 10 kilometer dyb.
- •
Over 1.000 mennesker tager del i den koordinerede eftersøgningsindsats.
- •
Både Kina, Japan, USA, Australien, Laos, Myanmar og Storbritannien assisterer thailandske reddere i jagten på drengene og deres fodboldtræner.