Retskorrespondent: Politiet vil holde kortene tæt ind til kroppen

Det bemærkelsesværdige er, at gerningsmændene har brugt helt tilgængelige ting som våben, siger DR's retskorrespondent om angrebet i London.

Politiet skød og dræbte tre formodede gerningsmænd indenfor otte minutter, fra politiet modtog det første alarmopkald klokken 22.08 i aftes. (Foto: © WILL OLIVER, Scanpix)

Tre formodede gerningsmænd blev skudt og dræbt efter et terrorangreb udført med en varevogn og knivstikkeri på London Bridge og Borough Market i hjertet af London.

Britisk politi mener umiddelbart ikke, at der var flere gerningsmænd, der deltog i terrorangrebet. Men det betyder ikke, at jagten på bagmænd er slut. Det vurderer DR Nyheders retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe.

- Man må formode, at politiet er i gang med at undersøge, om der kan være flere involverede i angrebet, siger hun.

I løbet af natten har der cirkuleret billeder og videooptagelser på britiske nyhedsmedier, hvor man ser en af de formodede gerningsmænd, umiddelbart inden de blev skudt og dræbt af politiet.

På trods af, at billederne er offentligt tilgængelige har politiet ikke udtalt sig om de formodede gerningsmænds identitet. Og det kan meget vel være i politiets interesse at holde kortene tæt ind på kroppen, når det skal slås fast, om der var flere personer involveret i planlægningen af angrebet:

- Politiet kan have en interesse i at holde navnene tilbage, hvis de allerede har identificeret dem, for at kunne undersøge de her personer nærmere - særligt for at se, om der er personer i deres omgangskreds, som kan have haft noget med det her angreb at gøre, og dem vil man helst ikke advare ved at offentliggøre identiteten på gerningsmændene, siger Trine Maria Ilsøe.

Der er endnu ingen, der har taget skylden for angrebet, der har kostet mindst seks personer livet og såret flere end 48. Og det er endnu også for tidligt at sige, om det er amatører eller professionelle, der står bag angrebet, vurderer korrespondenten.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5933adc1a11f9f131cb86397

- Men det man i hvert fald kan sige er, at de har taget nogen signaler fra forskellige terrororganisationer til sig ved at bruge et køretøj. Så sent som i går var der på ekstremistiske sider opfordringer til at bruge køretøjer og kniv til at begå et terrorangreb.

- Det skræmmende ved angrebet er, at gerningsmændene har brugt helt tilgængelig ting som våben - en varevogn og knive. Det har ikke været et stort forkromet angreb som med en bombe, der skal laves inden. Det er med til at gøre folk bekymrede, siger Trine Maria Ilsøe.

Terrorangrebet kommer i kølvandet på to andre angreb for ganske nylig. I maj blev 22 personer dræbt i et angreb ved Manchester Arena, hvor teenage-idolet Ariana Grande netop havde afsluttet en koncert. I marts blev fem personer dræbt, da en bil blev kørt ind i en menneskemængde ved Westminster Bridge.

- Det mest bemærkelsesværdige ved angrebet i går er imidlertid, at Storbritannien nu har været udsat for tre terrorangreb på bare 73 dage. Det kommer til at skabe efterdønninger og siger noget om terrortruslen i landet, siger Trine Maria Ilsøe.