London-borgmester: Terrorangreb var 'overlagt' og 'kujonagtigt'

Byens borgmester og en række statsledere fordømmer terrorangrebene i London.

Folk forlader området ved London Bridge iført folietæpper efter angrebene lørdag aften. (Foto: © HANNAH MCKAY, Scanpix)

- Vi kender ikke de fulde detaljer endnu, men det har var et overlagt og kujonagtigt angreb på uskyldige borgere og besøgende i London, der nød en lørdag aften. Jeg fordømmer det i de stærkest mulige vendinger.

Sådan lyder ordene fra Londons borgmester, Sadiq Khan, få timer efter, at den britiske hovedstad blev ramt af terrorangreb, som indtil videre har kostet mindst seks personer livet og såret yderligere 30.

Klokken 22.08 lørdag aften løb der meldinger ind om, at en hvid varevogn var kørt direkte ind i fodgængere, der gik på fortovet på London Bridge i den britiske hovedstad.

Øjenvidner har fortalt til britiske medier, at de så flere gerningsmænd bevæbnet med knive løbe fra varevognen, mens de stak folk ned ved Borough Market, der ikke ligger langt fra broen.

- Intet kan retfærdiggøre så barbariske handlinger, siger borgmesteren.

Angrebene skete på London Bridge og ved Boroug Market i det centrale London.

Ifølge politiet var de to hændelser lørdag aften terrorangreb, og den britiske premierminister, Theresa May, siger i en pressemeddelelse, at begivenhederne efterforskes som terror.

- Det her en efterforskning, der går hurtigt. Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed over for politiet og akutberedskabet, der arbejder på gerningsstederne. Vores tanker er med dem, der er fanget i disse skrækkelige begivenheder, siger premierministeren.

- Jeg beder for London

Og både Storbritannien, ofrene og pårørende har efter angrebene fået sympatierklæringer fra andre landes stats- og regeringsledere.

- Hvad end USA kan gøre for at hjælpe i London og Storbritannien, vil vi være der - VI ER MED JER. GUD VELSIGNE JER, skriver den amerikanske præsident, Donald Trump, på Twitter.

Også den franske præsident, Emmanuel Macron, sender sine tanker til briterne:

- I lyset af denne tragedie står Frankrig tættere ved siden af Storbritannien end nogensinde. Mine tanker er med ofrene og deres pårørende, skriver han på Twitter.

Det er bare et par uger siden, at Storbritannien blev ramt af et terrorangreb, hvor 22 personer blev dræbt og flere end 100 såret.

Det skete, da en gerningsmand udløste en sprængladning i forhallen til Manchester Arena, hvor teenageidolet Ariana Grande netop havde afsluttet en koncert, og nyheden om angrebet har også ramt hende.

- Jeg beder for London, skriver hun i en besked på Twitter.