Republikanere kræver en undersøgelse af Trumps forhold til Rusland

Republikansk senator vil have afhørt tidligere national sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn.

- Vi bør tale med Flynn meget snart, siger den republikanske senator Roy Blunt, der vil have undersøgt, hvilket forhold Trump har til Rusland. (Foto: © WIN MCNAMEE, Scanpix)

Flere republikanske senatorer kræver nu, at der indledes en undersøgelse af forbindelserne mellem præsident Donald Trump og Rusland.

Meldingen kommer efter, at Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, har opsagt sin stilling. Senatorerne vil derfor have Flynn indkaldt som vidne, skriver CNN.

Én af de republikanere, som vil have sagen undersøgt, er senator Roy Blunt, der også sidder som medlem i senatets efterretningskomité.

- Jeg tænker, at vi bør tale med general Flynn meget snart, og det bør besvare en masse spørgsmål. Hvad vidste han? Hvad gjorde han? Og er der nogen grund til at tro, at nogen vidste det og ikke håndterede det, som de skulle, har den republikanske senator Roy Blunt, der er medlem af senatets efterretningskomité forklaret i et radiointerview.

Også Lindsay Graham, Trumps tidligere udfordrer i primærvalgene, vil have afhørt Flynn og undersøgt Trumps forhold til Rusland.

Den republikanske leder af Senatet, Mitch McConnell, siger desuden, at det er senatets efterretningskomité sandsynligvis vil kigge nærmere på episoden omkring Michael Flynn.

- Efterretningskomitéen undersøger allerede russiske indblanding i vores valg, forklarer han ifølge nyhedsbureauet Reuters på et pressemøde.

- Det er meget sandsynligt, at de også vil kigge på denne episode, de har jurisdiktion til at gøre det.

Flere republikanere har i stedet opfordret til at få afklaret, hvordan oplysningerne om samtalerne er blevet lækket. Det samme gør Donald Trump, der skriver på Twitter, at den egentlige historie handler om, hvorfor der er så mange "ulovlige læk" af informationer i Washington.

Demokrat: Kan I høre det?

Sagen har – ikke overraskende – også ført til kritik fra Demokraternes lejr. Elijah Cummings, der er et ledende medlem af tilsynsudvalget i Repræsentanternes Hus for Demokraterne, efterlyser ifølge CNN blandt andet en undersøgelse af, hvad Trump vidste eller ikke vidste om sagen.

På et pressemøde stillede han de fremmødte journalister et retorisk spørgsmål.

- Kan I høre det?

Stilhed.

- Det er lyden af republikanerne i Repræsentanternes Hus, der ikke fører tilsyn med præsident Trump.

Sagen kort

  • Før Michael Flynn tiltrådte som national sikkerhedsrådgiver for Donald Trump førte han flere samtaler med den russiske ambassadør i USA, Sergej Kislyak.

  • Her skulle han angiveligt have diskuteret de amerikanske sanktioner mod Rusland, hvilket er et problem, da han på det tidspunkt endnu ikke var tiltrådt som national sikkerhedsrådgiver for Trump.

  • Overfor vicepræsident Mike Pence afviste han, at de amerikanske sanktioner skulle være blevet debatteret under samtalerne.

  • I morges - dansk tid - meddelte Michael Flynn så, at han trak sig fra posten, fordi han "uforvarende" var kommet til at give vicepræsidenten og andre "ufuldstændige oplysninger" om hans samtaler.