Sverige beder EU om mere hjælp til at få slukket skovbrande

Sverige er ramt af skovbrande, og myndighederne beder nu EU om mere hjælp til at få slukket brandene.

Brandvæsenet har meget travlt med at slukke brandene og opfordrer frivillige til at hjælpe til. (Foto: © 10300 Maja Suslin/TT, Scanpix)

Det centrale Sverige er hårdt ramt af cirka 30 større skovbrande. Folk er blevet opfordret til at lade sig evakuere fem steder i landet.

Brandvæsenet har så travlt med at slukke brandene, at det har opfordret frivillige til at hjælpe til. Det svenske militær hjælper også til, og det samme gør helikoptere fra Norge og Italien.

Sverige mangler dog både personale og ressourcer til at slukke brandene og har nu bedt om mere hjælp igennem EU's Civilbeskyttelsesgruppe.

Redningschef: Mange mennesker er trætte

Lige nu arbejder brandvæsenet især i områderne Gävleborg, Dalarna og Jämtland, skriver de svenske myndigheder på hjemmesiden Kriseinformation.se.

Mats Aakre er chef ved Gävleborgs redningstjeneste og udtaler sig til det svenske nyhedsbureau TT.

- Det har været et massivt arbejde, det brænder hurtigt og blæser kraftigt. Vi har arbejdet op ad bakke, så det er klart, at mange mennesker er trætte, siger han.

Helikoptere smider vand på branden

EU’s satellitsystem, "Civil Protection Mechanism" skal tages i brug i løbet i dag. Systemet kan tage billeder af, hvor udbredte brandene er. Det skriver blandt andet Svenska Dagbladet.

Helikoptere fra både Sverige og Norge forsøger at smide vand på branden, så den kan blive slukket. Italienske fly hjælper også til, fordi de kan bære mere vand end helikopterne.

Flyene kan bære 6200 liter vand og skal primært slukke brande i Sveriges yderområder på marker og skove.