Der bliver ingen forhandlinger om Cataloniens løsrivelse fra Spanien, sådan som den catalanske regionspræsident, Carles Puigdemont, ellers har efterlyst.
Den spanske regering afviser blankt at forhandle catalansk løsrivelse fra Spanien.
Tirsdag aften talte Puigdemont til regionsparlamentet i Barcelona for at fremlægge situationen efter folkeafstemningen 1. oktober, da et flertal af de afgivne stemmer i Catalonien sagde ja til, at regionen skal rive sig løs.
Men der skal to til tango. Dansepartneren er i den spanske hovedstad, Madrid, og her mødes Catalonien med en kold skulder.
Onsdag eftermiddag talte Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, i parlamentet, og han afviste at forhandle med Catalonien.
- Det er ikke muligt at have dialog om noget, der i henhold til forfatningen er forbudt, sagde han.
- Det er ikke muligt at mægle mellem demokratisk lov og ulydighed.
Han sagde, at han gerne går i dialog med ledelsen i Barcelona. De kan tale om antallet af embedsmænd og meget andet, bare det ligger inden for rammerne af forfatningen.
Men ikke noget med at forhandle om løsrivelse, sagde Rajoy, der blev mødt med klapsalver, da talen var slut.
Spaniens regering har i hele processen erklæret, at folkeafstemningen var i strid med forfatningen, og det samme har højesteretten sagt.
/ritzau/