Putin vil mødes med USA's udenrigsminister trods forværret forhold

Forholdet mellem Rusland og USA er blevet værre, siden Trump blev præsident, siger Putin.

USA's udenrigsminister Rex Tillerson, da han tidligere i dag mødtes med sin russiske kollega Sergej Lavrov . Senere skal han også mødes med præsident Putin. (Foto: © SERGEI CHIRIKOV, Scanpix)

Den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, skal mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Det oplyser præsidentens talsmand, Dmitrij Peskov.

Tillerson befinder sig i Moskva for at drøfte situationen i Syrien med sin russiske ministerkollega, Sergej Lavrov.

Også Lavrov skal deltage på mødet mellem Tillerson og Putin, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Situationen mellem de to stormagter er anstrengt efter et amerikansk angreb mod en syrisk luftbase fredag.

Rusland er det syriske regimes vigtigste allierede og støtter Assad-regimet. Russerne har i skarpe vendinger kritiseret bombningen af basen, der var en reaktion på et formodet kemisk angreb i Idlib-provinsen nogle dage forinden.

USA mener, at den syriske regering står bag angrebet. Samtidig har amerikanerne gentaget, at der ikke er en fredelig fremtid for Syrien, så længe Assad styrer landet.

I et nyt interview med den amerikanske tv-station Fox News kalder USA's præsident, Donald Trump, den syriske leder for et dyr.

- Rent ud sagt støtter Putin en person, der virkelig er et ondt menneske, og jeg mener, det er meget skidt for Rusland.

- Jeg mener, det er skidt for menneskeheden, det er skidt for verden, siger Trump.

Også Putin har skærpet retorikken inden mødet.

Forholdet mellem Rusland og USA er blevet værre, siden Donald Trump blev præsident, mener han.

- Man kan sige, at graden af tillid på det arbejdsmæssig praktiske niveau, navnlig på det militære niveau, ikke er blevet bedre. Det er nærmere blevet værre, siger Putin i et tv-interview.

/ritzau/AFP