Tilliden mellem USA og Rusland er blevet forværret, siden Donald Trump kom til magten.
Sådan lyder det i dag fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, netop som USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, mødes med den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, i Moskva. Det skriver det russiske nyhedsbureau Interfax ifølge Reuters.
- Man kan sige, at niveauet af tillid, hvad angår samarbejde, særligt militært, er ikke blevet forbedret, men snarere forværret, lyder det ifølge præsidenten i en skriftlig udtalelse.
Et af de helt store punkter på dagsordenen er Syrien, hvor de to lande begge er engageret, og ikke mindst det nylige giftgasangreb på civile i Idlib, som udløste et amerikansk luftangreb på en syrisk luftbase.
Ifølge amerikanerne har Rusland ikke levet op til sit ansvar, som blandt andet er at sikre, at Assad-styret ikke ligger inde med kemiske våben.
Denne opgave påtog Rusland sig, efter et kemisk angreb i 2013 kostede op mod 1.700 civile livet i Ghouta-bydelen i Damaskus.
To mulige forklaringer
Ifølge den russiske præsident har Assad dog opfyldt kravet om at udlevere samtlige kemiske våben.
Der er derfor kun to mulige forklaringer på angrebet, som kostede 86 mennesker livet, størstedelen af dem kvinder og børn.
Den første er ifølge præsidenten, at regimets fly under et luftangreb ved en fejl ramte et våbenlager tilhørende enten oprørsstyrker eller terrorbevægelsen al-Nusra.
Også den syriske regering hævder, at giftgassen på den måde blev frigivet i byen, og at den dermed ikke blev nedkastet fra kampfly.
Den anden forklaring kan ifølge den russiske præsident være, at giftgasangrebet slet ikke har fundet sted, men at angrebet derimod er fabrikeret med det formål at sætte det syriske styre i et dårligt lys.
Præsidenten kom ikke med nogen dokumentation til at underbygge denne påstand.