Den russiske oppositionspolitiker Alexei Navalny siger, at han har samlet nok underskrifter til at stille op mod Vladimir Putin ved præsidentvalget til marts næste år.
Navalnys tilhængere mødtes ifølge BBC i 20 byer i dag for at sikre, at kandidaten har de mindst 500 underskrifter, der skal til for at nominere han til valget. Ifølge AFP har mere end 15.000 russere støttet Navalnys kandidatur med deres underskrift.
Det er dog højst usandsynligt, at Navalny rent faktisk får lov til at stille op, da myndighederne har kendt hans kandidatur ulovligt, da han er tidligere straffet for korruption - en dom, som han selv mener, er "politisk motiveret".
Navalny: Ingen støtte til Putin
Ved et valgmøde i et telt ved flodbredden i Moskva talte Alexei Navalny i dag til sine tilhængere, og gentog sine anklager mod den mangeårige russiske præsident.
- Der er ingen bred støtte til Putin og hans styre i dette land, sagde han ifølge Reuters, og kaldte sig selv en "rigtig kandidat".
Senere gik han til valgkommissionen og afleverede underskrifterne, der skal presse styret til at godkende hans kandidatur.
- Vi er i stand til at udfordre de nuværende magthavere. Vores hovedkrav er at få lov til at deltage i valget, sagde den 41-årige Navalny til reportere uden for kommissionens kontor.
Valgkommissionen har nu fem dage til at tage stilling til Alexei Navalnys kandidatur.
I fængsel for uroligheder
Navalny var i 2011 og 2012 en af bagmændene bag de omfattende demonstrationer mod Putin, som fandt sted i Rusland, og har siden afsonet 15 dages fængsel for at anstifte til uroligheder.
I februar blev han idømt fem års betinget fængsel for underslæb, hvilket forhindrer ham i at stille op til præsidentvalget. Han har appelleret sagen.