Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger på et stort pressemøde i Moskva, at der ikke er udsigt til, at forholdet mellem Rusland og Tyrkiet kan genoprettes efter den tyrkiske nedskydning af et russisk kampfly.
Særligt ikke så længe landet styres af præsident Recep Tayyip Erdogan og hans muslimske parti.
- Det er svært for os at nå til enighed med den nuværende tyrkiske ledelse, ja måske nærmest ikke muligt, siger Putin under den årlige pressekonference, hvor både russiske og udenlandske journalister deltager.
Tyrkiet nedskød i slutningen af november det russiske fly af typen Su-24, da det kortvarigt overfløj en tyrkisk lomme ved den syriske grænse. Den ene af to piloter overlevede.
Derimod er Vladimir Putin parat til at genoptage de normale forbindelser til Georgien.
/ritzau/Reuters