Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger, at forsvarsalliancen støtter Tyrkiets ret til at forsvare sig, efter at tyrkisk luftvåben nedskød et russisk kampfly ved den syrisk-tyrkiske grænse i sidste uge.
Men Stoltenberg mener, at det nu gælder om at få ro på situationen.
Den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, der mandag besøger Nato i Bruxelles, siger, at den slags begivenheder er svære at undgå med to koalitioner, der kæmper i Syrien.
Han siger, at nedskydningen skete i selvforsvar og i tyrkisk luftrum. Eksperter har tidligere skønnet, at det russiske fly har været inde i tyrkisk luftrum i 17 sekunder.
Episoden har udløst en alvorlig diplomatisk krise mellem Rusland og Nato-landet Tyrkiet.
I Moskva meddeler Kreml, at præsident Vladimir Putin, ikke vil mødes med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, under FN's klimatopmøde, der er indledt i Paris mandag.
De to russiske piloter i flyet sprang ud i faldskærm, men den ene blev dræbt, tilsyneladende af syriske oprørere.
Liget af den døde pilot vil mandag blive sendt til Moskva, oplyser den tyrkiske regering.
/ritzau/Reuters