Fra taget af en tom villa i Mosul kan obersten skue ud over krigen. Røgsøjler, civile med hvide flag, en soldat, der har fundet én af IS' hjemmebyggede sprængstoffyldte droner. En anden soldat, der har fat i kraven på en tilfangetagen IS-kriger.
Walkie-talkien skratter med oplysninger om endnu en IS-selvmordsbombebil, der på arabisk hedder mufakhakha - nok dét vigtigste navneord at være bekendt med i en krig, hvor Islamisk Stats mest brugte våben er netop selvmordsbombebiler - VBIED, som de forkortes på engelsk. De irakiske specialstyrker har talt mere end 260 af dem siden operationen i Mosul begyndte.
- Hold øje med den. Mulig VBIED, mulig VBIED, lyder det over walkie-talkien.
Civile forsinker operation
Oberst Arkan kommunikerer med specialstyrkerne, der rykker frem i gaderne og med koalitionen, når han kalder luftangreb eller artilleri ind. I ny og næ lyder et brag. "Mufakhakha, mufakhakha," lyder det. Igen og igen.
Den amerikansk-trænede oberst har været med til at indtage byerne Ramadi og Fallujah fra terrorgruppen Islamisk Stat (IS). Så han kender sin fjende.
- IS er ikke stærkere her end i Ramadi. Det er ikke deres styrke, der gør, at operationen i Mosul går langsomt. Det er simpelthen tilstedeværelsen af de civile, der gør operationen så svær, fortæller han.
På bare få timer på taget af villaen, der udgør den fremskudte kommandocentral, bliver flere planlagte luftangreb afblæst. Der er civile for tæt på målene.
Et angreb på en IS-stilling bliver udskudt, fordi der er civile. Et øjeblik efter kører en selvmordsbombebil forbi IS-stillingen for at angribe de irakiske specialstyrker. Landstyrkerne rammer den, inden den rammer dem. Den eksploderer. Civile bliver såret. Netop derfor er operationen i Mosul uden sidestykke. De civile er overalt, og ofte fanget ved fronten.
Tunnelsystemer
De irakiske specialstyrker (ISOF) siger, de aldrig har stået i en lignende situation: En guerillakrig midt i en by fyldt med civile. ISOF’s topgeneral Abdul Ghani al-Asadi fortæller DR Nyheder, at de civiles tilstedeværelse besværliggør operationen på mange områder.
- IS gemmer sig blandt civile. De bygger for eksempel lange tunnelsystemer fra moskeer. Derfor vil vi gerne bombe moskeerne, men det vil amerikanerne ikke være med til, siger han.
Generalen har ret. Jeg træder ned i et længere tunnelsystem, der løber fra en moske under en større vej og videre gennem landskabet under boligerne. Moskeen er fyldt med jord fra udgravningen. Sådanne tilholdssteder vil generalen gerne kunne angribe.
Granat rammer børn
I de såkaldt "befriede" områder - det vil sige områder hvor specialstyrkerne har taget kontrollen fra IS - er det mindst lige så farligt for civile at opholde sig som ved fronten. Der er snigskytter i gaderne, der er truslen fra bilbomber, og IS affyrer mortergranater over områderne.
På felthospitalerne arbejder militærlæger i døgndrift. Grøntsagsvogne, ladbiler, æselkærrer, hvad som helst med hjul eller fire ben, bringer sårede til hospitalet, der som alt andet, er indrettet i en forladt villa.
Jeg har ikke opholdt mig der særligt længe, før fire børn bliver bragt ind. De er blevet ramt af en mortergranat, mens de legede i gårdhaven ved deres hus. Den mindste på to år, Leila Amira, er allerede død ved ankomsten. Hendes far Omar holder hende i sine arme en sidste gang, før hendes lig bliver forseglet. Det virker brutalt med så lidt tid mellem far og datter, men lægerne og den trange plads skal være klar til de næste levende, der ankommer.
De tre andre børn bliver efter førstehjælp kørt videre til et større hospital i militærkøretøjer.
"Jeg kan ikke mærke benene"
Midt i kaos af læger og de fire børn ligger Firas Abdel Aziz, en mand i trediverne, der også er blevet ramt af et morternedslag. Hans nabo har lagt sin jakke hen over hans ben. Han fryser. Han har brug for en mindre operation i sine knæ, men han overlever.
- Har du ondt? spørger naboen.
- Jeg ved det ikke. Jeg synes ikke, jeg kan mærke benene. Forbindingerne er stramme, svarer han.
Firas Abdel Aziz sad på en stol med sin søn på skødet, da han blev ramt. Sønnen er uskadt og befinder sig stadig hjemme i familiens kvarter, som er under specialstyrkernes kontrol, men som er dødsens farligt at opholde sig i.
Derfor ved den sårede far heller ikke, om han skal vende tilbage eller forsøge at få sin familie ud.
Regering: Bliv hjemme
Den irakiske regering har opfordret indbyggerne i Mosul til, så vidt muligt, at forblive i deres huse for deres egen sikkerheds skyld - og fordi, det er nemmere at håndtere end en langsom siven af flygtninge end flere hundrede tusinde på samme tid.
På flyveblade, som de irakiske styrker har spredt over Mosul, står der at folk skal samarbejde med soldaterne, der er kommet for at hjælpe. Men soldaterne kan ofte ikke vide, hvem der er med IS og hvem, der ikke er.
Hver dag lever familier i Mosul med samme dilemma som Firas Abdel Aziz: Skal han blive i krigszonen eller skal familien forsøge at flygte gennem den?
Og spørger man de soldater, der på samme tid fører krig, kører civile i sikkerhed, uddeler mad og forsøger at redde liv på felthospitalerne, er der ingen tvivl om, hvad de mener om den irakiske regerings strategi. En soldat fortæller, mens jeg kører med ham i en humvee gennem de smalle gader:
- Vi kæmper en blodig krig midt mellem kvinder og børn. Jeg kan ikke holde det ud.