For tiden sover Ghazall Abdollahi elendigt. Hun er ikke sulten, men spiser brownie til morgenmad og snupper en kop kulsort kaffe.
Hendes åndedræt sitrer. Hun fastholder blikket. Den historiske opstand i Iran og den folkelige vrede mod præstestyret ligger nærmest som en fysisk hinde over hendes hud.
I Teheran blev hun banket mod asfalten af iranske sikkerhedsstyrker, fordi hun demonstrerede for at kunne eksistere frit.
'Kvinde. Liv. Frihed. Død over diktatoren', råbte hun ligesom tusindvis af andre demonstranter over hele Iran, efter at den 22-årige studerende Mahsa Jina Amini i september døde i moralpolitiets varetægt. Amini blev arresteret for ikke at være tildækket efter forskrifterne.
44 års vrede og frustrationer manifesterede sig som landsdækkende protester, civil ulydighed, strejker og en flammende kvindebevægelse voksede ud af det undertrykkende mørke.
Kvinderne smed deres tørklæder på gadebål, som oplyste den iranske nat og antændte frihedsdrømme ud i alle livets afkroge.
- Vi piger og kvinder i Iran siger altid, at vi mindst én gang er blevet tilbageholdt af moralpolitiet. Og hvis vi er okay, så er vi heldige, fortæller Ghazall Abdollahi.
'Min mor sidder allerede i fængsel'
Under demonstrationerne blev Ghazall forfulgt og jagtet af regimets haglgeværssalver. En sen aften adskilte kun en rude hende fra sikkerhedsstyrkerne. Hun havde søgt tilflugt i en fremmed persons bil, og regeringsmilitser var ved at omringe den.
- Lad hende være i fred, råbte den fremmede og kørte væk med Ghazall.
Den nat undgik hun at blive anholdt - men op mod 20.000 demonstranter er blevet arresteret, siden protesterne mod præstestyret brød ud.
- Jeg tænker mest på, hvad der så ville være sket med min mor, som allerede sidder i fængsel. Hvis der er noget godt tidspunkt for styret at lægge pres på hende, mig og min familie, så er det nu, siger hun.
Fra en fangetelefon ringer Ghazalls mor nogle gange om ugen fra det berygtede Evin-fængsel i Teheran, der er fyldt med politiske indsatte. Hun er aktivist, fotograf og journalist og dømt for “propaganda”.
- Efter mange års aktivitet er hun fængslet nu, fordi myndighederne synes, hun ikke skal være fri. Det er tid, sagde de til hende, fortæller Ghazall.
Den fængslede mor er årsagen til, at Ghazall i november flygtede fra opstanden i Iran til Tyskland for at beskytte sin mor og resten af familien.
- Jeg ville ikke forlade Iran. Jeg ville blive der, selvom det er farligt, for det er det jo for så mange af os. Men én ting er anderledes, og det er, at min mor er i fængsel.
Portrætter af de fængslede kvinder
Ghazall er ikke rejst alene til Tyskland. Med sig har hun det iranske oprør i form af et kunstprojekt, som har formet sig under fængselsbesøg hos moren i Evin-fængslet.
På et kunstgalleri i Hamborg udstilles hendes portrætter af fængslede iranske kvinder - malet på brugte kaffefiltre. Der er portrættet af hendes mor. Og portrætter af kvinder, nogle med et enkelt øje, efter at sikkerhedsstyrkerne har skudt mod deres ansigter.
- Portrætterne minder mig om al den tid, der blev stjålet fra os. Den tid, vi kunne have siddet og drukket kaffe og røget en cigaret og lært hinanden at kende, fortæller Ghazall Abdollahi.
- Så mange iranere er forsvundet i fængslerne, vi kender dem ikke, men jeg forsøger at skabe billeder af dem, så vi husker dem og måske kan tænke på, hvem de var.
Det er billeder af kvinder - malet af en kvinde - som aldrig har tænkt sig at give op med at kæmpe for sin frihed i Iran.
- Hvis du kæmper for at være fri, for at kunne være dig selv, må du begynde med dig selv. Og det er et spørgsmål om tid. Det er en proces. Det vigtigste er, at vi ikke bliver trætte. At vi ikke mister håbet, siger Ghazall.
Hagl i kroppen
Både i og udenfor Iran mærker iranere på egen krop, hvad opstanden har gjort ved dem. En opstand, som styret med dets brutale metoder i øjeblikket har under kontrol, men som ikke desto mindre har sendt rystelser og forandringer gennem det iranske samfund.
I kurdernes hovedby Erbil i det nordlige Irak lever Masoud Alipour - en programmør i eksil - med ar på kroppen, efter at sikkerhedsstyrkerne skød ham med over 60 hagl på ryg og ben, da han demonstrerede i Teheran.
Han opholdt sig hos en ven, da hans mor dagen efter ringede og sagde, han skulle flygte. Myndighederne havde været forbi familiens hjem for at arrestere Masoud Alipour.
Gennem bjergkæderne mellem Iran og irakisk Kurdistan kom han i sikkerhed i Erbil - opstanden har kostet ham hans arbejde, kæreste, bolig og et liv i landflygtighed. Men det var dét værd, mener Masoud Alipour.
- Mahsa Aminis død var det værste, der kunne ske for en ung kvinde. Men hun er også symbolet på den undertrykkelse, vi alle lever under i Iran. Og jeg kunne ikke se passivt til.
'Folk har stadig en revolutionær ånd'
Frihedskampen efter Mahsa Aminis død er et af de mest indædte kvælertag på kernen af den islamiske republik - der dog stadig trækker vejret.
I weekenden kunne styret markere 44 år som magthavere, siden den Islamiske Revolution i 1979 bragte ayatollah Khomeini til magten.
Hans efterfølger ayatollah Ali Khamenei gav ifølge iransk stats-tv gav amnesti til en række fængslede op til markeringen af den islamiske revolutions sejr. Det blev dog af flere organisationer afvist som propaganda og et PR-fremstød.
Masoud Alipour erkender, at protesterne på det seneste er blevet svækket af regimets vold, arrestationer og dødsdomme. Men det betyder ikke, at kampen er overstået. Eller tabt.
- Folk har stadig en revolutionær ånd. Vi vil stadig af med styret. Og vi vil fortsætte, til vi når vores mål. Det her er begyndelsen til slutningen på den islamiske republik. For samfundet, som vi kender det i Iran, har allerede forandret sig markant de seneste måneder, siger han.
Kampen om sandheden
Den tendens kan Ershad Alijani genkende. Han forlod Iran for ti år siden og arbejder som journalist for RFI og France 24 i Paris, hvor han siden protesternes begyndelse har verificeret billede- og videomateriale, der kommer ud fra Iran. Og det har været voldsomme måneder.
Alijanis computer er fyldt med billeder af sårede demonstranter, øjne, der er skudt ud, kroppe fyldt af hagl, en massakre i det sydvestlige Iran, propaganda fra regimet, der søger at miskreditere aktivisterne og vestlige medier.
Alijani forsøger at skabe mening ved at være med til at verificere og fortælle de blodige historier fra hans hjemland.
- Jeg forsøger at distancere mig fra det, men det er jo mennesker, jeg kigger på. Blødende. Sårede. Døende. Så selvfølgelig rører det mig. Det har forandret mig, fortæller han ved sit skrivebord i Paris.
Men opstanden har også forandret Iran, mener Alijani - også selvom protesterne ikke har rykket ved den politiske struktur, og præstestyret stadig er ved magten.
- Iran efter Mahsa Amini er det ikke det samme som Iran før. Det er to forskellige lande. Fundamentet ryster. Økonomisk, socialt, politisk og kulturelt. Jeg hører historier fra folk i Iran, der ikke havde været mulige før opstanden, siger Ershad Alijani.
- For eksempel går mange kvinder nu uden tildækning, selv i mere konservative områder. Iranernes interaktion med hinanden har forandret sig.
Det er fornemmelsen af, at noget har forrykket sig, at en udvikling er i bevægelse. Hvor det vil føre Iran hen eller hvor lang tid, det vil tage at skabe et nyt Iran eller hvordan det vil se ud, tør Alijani ikke spå om.
For Ghazall Abdollahi og Masoud Alipour er det netop det væsentligste - at den unge iranske generation har skabt en mulighed for at noget nyt kan ske.
- Vreden efter mere end 40 år er altopslugende. Mine forældres generation havde håb i begyndelsen, dengang for mange år siden. Mange mistede håbet, siger Ghazall Abdollahi.
- Men de har gjort deres til at min generation nu kan gøre, det der skal gøres. Og det er det, vi er i gang med, siger Ghazall Abdollahi.