I det åbne skovområde varmer drengen sine hænder over et bål sammen med andre små kammerater.
Han har stukket sine bare fødder i et par sandaler, så fladtrådte, at den højre storetå rører skovbunden, hvor børnene finder grene og pinde for at holde varmen.
De tilhører krigens generation. Født under bombardementer og opvokset midt i en flugt fra frontlinjer i den syriske konflikt, der til marts har varet i ni år.
Børn og deres mødre, søstre og tanter udgør de fleste i den største flygtningestrøm på kortest tid, der har været i løbet af hele krigen.
Ifølge FN er en halv million børn lige nu på flugt i Idlib-provinsen, efter at det syriske regime sammen med Rusland og med hjælp fra iranske militser har indledt en militær offensiv for at rømme oprørernes sidste tilholdssted i Syrien. Et oprør, der er domineret af jihadisterne i det al-Qaeda-tilknyttede Hayat Tahrir Al-Sham (HTS) og tyrkisk støttede syriske oprørere.
Men som så ofte i den syriske krig farer præsident Assads styrker og Rusland frem uden hensyn til civile liv, mens det internationale samfund ser handlingslammet til. Siden december er over 900.000 syrere blevet fordrevet fra deres tilholdssted i det nordvestlige Syrien. De flygter mod grænsen til Tyrkiet, som ikke længere lukker dem ind. Landet huser allerede over 3,5 million syrere.
Mange i denne nye flygtningestrøm var i forvejen internt fordrevne og flygter nu for tredje, fjerde eller femte gang.
På flugt - igen
13-årige Jinnah Dakashli boede i årevis under belejring og bombardement i sin hjemstavn Ghouta ved Damaskus. Så flygtede hun med sin familie til Idlib-provinsen. Og nu er den unge pige på flugt igen sammen med sine forældre og yndlingsbamsen, bjørnen Mimi.
- Jeg ville ønske, jeg kan gå i skole her, siger hun.
Familien bor i et telt. Andre flygtende bor under åben himmel. De allerede eksisterende lejre med internt fordrevne er fyldte og de humanitære organisationer kæmper for at følge med.
Tæt ved byen Azaz langs grænsen til Tyrkiet er en teltdug slået op mellem træerne i en plantage. Udenfor ligger et enkelt solcellepanel.
FN advarer om, at intet mindre end 'den største humanitære gyserhistorie i det 21. århundrede' kan være på vej, hvis ikke en våbenhvile indtræder.
I den sprogbrug ligger der måske også et forsøg på at få verden til at reagere. Ofte har syrerne været overladt til skæbnen.
Notesbøger fyldt med tragedier
Omtrent siden krigens begyndelse i 2011 har jeg dækket konsekvenserne for Syriens civile i de oprørskontrollerede områder. Mine gamle notesbøger er fyldt med desperate opråb og stille konstateringer fra en krig, der har slået omkring en halv million mennesker ihjel.
Efter giftgasangrebet ved Damaskus, der i 2013 tog livet af hundredvis af syrere og førte til, at regimet gik med til at afhænde sit kemiske våbenarsenal, sagde en læge på et felthospital i en kælder i Yabrud tørt, at de fleste syrere jo 'for det meste bliver slået ihjel med konventionelle våben'.
I 2014, på tre-årsdagen for krigens begyndelse, inden de massive flygtningestrømme satte mod Europa i 2015, skrev jeg om 'katastrofen, som vi ikke vil se'.
- Hvornår vil blodbadet og katastrofen i det hårdt prøvede land høre op? Spurgte jeg, uden at kunne give noget kvalificeret svar.
Miraklet i Aleppo
I ny og næ dukkede et mirakel op. Som da den tidligere jurastuderende Ahmad al-Ahmads kone fødte tvillinger midt i regimets belejring af det østlige Aleppo.
- Efter have ledt i lang tid, fandt vi et felthospital under jorden. Vi kunne høre flyene og bomberne over os, skrev han til mig, efter sønnerne var født.
- Jeg kan flyve, jeg har nye følelser, jeg aldrig har vidst fandtes.
Men ikke længe efter fødslen døde den ene af tvillingerne, og noget tid efter måtte Ahmad og familien flygte til Tyrkiet.
Europa og Danmark opdagede for alvor krigen, da flygtninge i 2015 gik i land på turisternes badestrande i Sydeuropa og vandrede ad Sønderjyske Motorvej, uden udsigt til at krigen i deres land ville få en ende.
Tværtimod opstod en krig i krigen.
På flugt fra tøndebomber
Terrororganisationen Islamisk Stat havde indtaget enorme områder og terroriserede og halshuggede syrere, som levede under deres kontrol. IS udgjorde også en trussel mod Vesten, og derfor forsvandt de vestlige landes handlingslammelse i Syrien, da den internationale koalition til bekæmpelse af IS sammen med lokale styrker fik tilbageerobret terrororganisationens territorier.
I disse dage minder strømmen af flygtende syrere i Idlib os om, hvor længe krigen egentlig har varet. Eller hvor lang tid ni år føles, hvis man lever i en undtagelsestilstand.
I byen Darret Ezza i det nordvestlige Syrien mødte jeg i 2014 en familie, der boede i et forhenværende hønsehus. De var flygtet fra regimets tøndebomber i Aleppo, og sønnen Ahmed på dengang fem år kunne stadig ikke tale. Familie beskyldte krigen for at have taget hans ord.
Forleden blev den tavse drengs tilflugtsby angrebet igen. Det var ikke jihadister, bomberne ramte, men to hospitaler.
Selva griner, når bomberne falder
På tærsklen til at krigen går ind i sit tiende år, er den mest sigende detalje om livet i Syrien og den nuværende offensiv og humanitære krise i Idlib muligvis en barnelatter. En video er gået viralt, hvor Abdullah Mohammed sidder med sin fire-årige datter Selva. De er begyndt at lege en leg, der kun kan opfindes i en krigszone. Da en bombe slår ned udenfor, griner Selva og hendes far højt og længe.
Deres desperate overlevelsesstrategi fremstår som et symbol på syriske civiles ultimative handlingslammelse. De mange nye fordrevne har få steder at søge tilflugt - langs den tyrkiske grænse, der allerede bugner med flygtede. Noura Hamdi fra en landsby i Idlib-provinsen fortæller, hvordan hun, hendes mand og parrets 3-årige datter overnattede flere dage i familiens bil.
- Det var et bedre alternativ end i det fri. Og vi er heldige at have en bil, siger hun.
Samtidig minder videoen med fire-årige Selva os om alle de børn, der er født i løbet af ni års konflikt. Og stadig vokser op i de voksnes kaos.
Det vil være på sin plads at dedikere dette års status på krigen til netop dem.