Den ni år lange syriske borgerkrig har været skyld i en lang række humanitære katastrofer.
Men den, der lige nu udspiller sig i Idlib-provinsen i det nordøstlige Syrien, er noget af det værste, Røde Kors' katastrofechef endnu har oplevet.
900.000 personer er nemlig lige nu på flugt, hvoraf størstedelen er børn og kvinder, advarer FN. Mange mangler mad og ly og må overnatte udenfor i ned til minus ti grader.
- Når jeg kigger tilbage på de sidste 13 år i Røde Kors, så er det noget af det værste, vi har set. Det er der ingen tvivl om, siger katastrofechef Bjarke Skaaning.
- Det, der gør denne situation anderledes, er, at der er så mange mennesker på flugt på én gang.
På flugt fra kampe i Idlib
De tusindvis af civile har siden december været på flugt fra Syriens regeringshær, der med hjælp fra iransk-støttede militser og russiske luftangreb er ved at nedkæmpe oprørere i Idlib-provinsen. Et af de sidste oprørskontrollerede områder i den årelange borgerkrig.
- Folk bevæger sig ud i ingenting og håber på, at der er et træ på en mark, man kan sove under. Måske man har et tæppe at sove på. Men vejret er værre end i Danmark, og nogle steder er der sne, så det er ikke en holdbar situation for familierne, forklarer Bjarke Skaaning.
Der er nemlig langt fra plads nok til alle dem, der er på flugt.
- Vi har normalt en lejr, et lager eller en skole, hvor de kan sove, men da så mange er flygtet, er der ikke plads til alle, siger Bjarke Skaaning.
- Mange familier har været på flugt før. Det kan være anden, tredje, fjerde eller femte gang, de flygter. Men der er meget få steder i området, der er sikre.
Tyrkiet har lukket grænsen
Mange flygtninge søger nordpå mod grænsen til Tyrkiet, men den er lukket, da Tyrkiet allerede huser 3,5 millioner syriske flygtninge og ikke ønsker flere.
- Det betyder, at der ikke er noget sted, at flygte hen. Idlib er i princippet en ø lige nu, hvor der er ikke er nogle sikre steder, at flygte hen, siger Bjarke Skaaning.
Dertil kommer at der slet ikke er mad eller medicin nok til de mange, der er på flugt. Den nødhjælp Røde Kors og andre organisationer leverer er nemlig langt fra nok.
- Der er ingen afgrøder eller andet, man kan finde i naturen, da det er vinter. Det gør, at befolkningen ikke får mad, siger Bjarke Skaaning.
- Nu er det nok, lyder opsangen fra nødhjælpsorganisationen.
Ifølge FN's kommissær for menneskerettigheder er 298 personer blevet dræbt, primært af den syriske hær og landets allierede, siden 1. januar.
Før krigen i Syrien brød ud i 2011 boede der 1,5 millioner indbyggere i Idlib. Nu bor der flere end 3 millioner, da mange er flygtet til Idlib fra andre steder i Syrien under krigen.