Carles Puigdemonts ansigt lyser op flere gange i minuttet, som han træder ind forelæsningssalen.
Og da han første gang åbner munden for at sige hej til alle de fremmødte, overdøves han næsten af kameraernes blitz-lyde.
Flere hundrede mennesker er i dag mødt op for at møde manden, som har forladt sit eksil i Belgien for første gang for at besøge Danmark.
Risikerede anholdelse
Carles Puigdemont gik i eksil i Belgien, efter at han i oktober havde stået i spidsen for Cataloniens uafhængighedsafstemning, der var i strid med spansk lov.
I Spanien er der lige nu en arrestordre på Carles Puigdemont, som betyder, at han vil blive anholdt og fængslet, hvis han rejser ind i Spanien.
Forud for hans besøg i dag advarede den spanske anklagemyndighed om, at den ville forsøge at aktivere en tidligere europæisk arrestordre på ham, som ville give dansk politi mulighed for at anholde ham.
Men Carles Puigdemont trodsede truslerne, og nu står han her til et debatarrangement på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.
- På en dag som i dag, hvor jeg ikke kan komme hjem, er jeg taknemmelig for at leve i Europa, hvor jeg kan bevæge mig frit, siger Carles Puigdemont.
Kort efter, at debatarrangementet er gået i gang, meddeler den spanske højesteret, at den ikke genaktiverer den europæiske arrestordre på seperatistlederen.
Spaniere og catalanere i Danmark for at møde Puigdemont
Selvom der er plads til 250 mennesker i bygningen, så er der proppet med folk ud til alle hjørner. Pressen og særligt spanske mediefolk er massivt til stede.
Flere gange må salen tysse på spanske radiojournalister, som rapporterer direkte hjem fra salen.
Små medbragte catalanske flag og spanske fodboldtørklæder afslører også, at flere herboende spaniere og catalanere er også mødt op.
Irene Rosell er en af de catalanere, der er mødt op i dag for at se sin præsident tale.
- Vi vil have Europa til at indse, hvad der foregår. Vi støtter vores præsident, og det her er så uretfærdigt, siger hun.
Irene er født i Catalonien, men bor og arbejder nu i Danmark som farmaceut.
Det samme gør hendes catalanske veninde Alba Gonzalez, som også er mødt op i dag. For dem er dagen i dag helt særlig.
- Han er en stemme for så mange mennesker, og det kan man ikke bare ignorere. De bliver nødt til at fjerne arrestordren på ham, siger Alba Gonzalez.
For spanske Anna Rodriquez, der sidder nogle få rækker længere nede i salen, er det her også en særlig dag.
Men hun er ikke kommet for at vise sin støtte til Carles Puigdemont.
- Det er så latterligt, det Carles Puigdemont har gang i. Det har hele tiden været som at se på et dårligt teaterstykke, som de catalanske politikere har spille hovedrollerne i, siger hun.
- Jeg var så ked af det i efteråret, hvor jeg kunne følge med i, hvordan catalanerne afholdt en ulovlig afstemning og så al den kaos, som ramte Spanien. Det her er min mulighed og min pligt som spanier til at vise, at vi bliver nødt til at være et forenet Spanien.
Ikke tilfældigt, at han besøger Danmark
Under debatarrangementet sagde Carles Puigdemont blandt andet, at Danmark og Catalonien har meget tilfælles.
Spørger man de fremmødte catalanere, tror de heller ikke, at det er helt tilfældigt, at Puigdemont har valgt Danmark som den første besøgsdestination efter at være gået i eksil.
- Det er meget symbolsk, at han har valgt Danmark. For vi minder meget om hinanden. I er omkring fem millioner mennesker, vi er cirka syv millioner, og vi vil have det samme velfærdssystem som jer, siger Irene Rosell.
21-årige spanske Arturo Marqués, som er udvekslingstsstuderende i Danmark, er dog ikke lige så begejstret for separatistlederens besøg.
- Carles Puigdemont er ikke god for Spanien. Han burde tage hjem til Spanien, så han kan blive anholdt, siger Arturo Marqués.