Hver weekend siden marts er demonstranter og politi stødt sammen i bystaten Hongkong. Demonstranterne er utilfredse med regeringen i Hongkong, som de mener Kina fjernstyrer.
Det har længe været klart, at der også er folk i Hongkong, der åbent støtter det kinesiske styre, men i dag blev det endnu mere udtalt end tidligere. Pro-Kina-demonstranter forsamlede sig i shoppingcentret Amoy Plaza i den østlige del af byen og flagede for Kina.
Og der opstod tumult og råben, da byens andre demonstranter, der igen i dag er på gaden i protest mod myndighederne i Hongkong og Kina, også kom ind i shoppingcentret.
Det kom til håndgemæng mellem de to fraktioner, og politiet måtte træde til og skille parterne ad, ligesom myndigheden også anholdt flere anti-regeringsdemonstranter.
Samtidigt var der også demonstrationer andre steder i byen, selvom myndighederne på forhånd havde erklæret dagens planlagte demonstrationer ulovlige.
Demonstranterne er stigende begyndt at indtage shoppingcentre og metrostationer i stedet for at gå på gaden. Det er sket i erkendelse af, at politiet flere gange har haft succes til at stække demonstranterne på gadeplan med tåregas og gummikugler.
Det har også fået demonstranterne til at kræve en uvildig undersøgelse af politiets fremfærd over for dem samt demokratiske reformer af det politiske system i Hongkong.
15. uge i træk
I denne uge har demonstranter samlet sig i shoppingcentre flere steder i byen for at synge en ny hyldesthymne til byen. På engelsk hedder den 'Glory to Hong Kong', der bedst oversættes med 'Ære til Hongkong'.
Flere demonstranter dannede også i går en menneskekæde gennem byens gader, der stoppede trafikken i flere timer.
Denne lørdag markerer den 15. weekend i træk med demonstrationer i Hongkong. Urolighederne begyndte med stor utilfredshed mod regeringsleder Carrie Lam og hendes kabinets forslag om en udleveringsaftale med Kina.
Dette har skabt enorm vrede, fordi der ikke er samme grad af retssikkerhed i Kina, og samtidig har kritikere påpeget, at der er tale om endnu et kinesisk forsøg på at begrænse Hongkongs autonomi.
Myndighederne i bystaten og de kinesiske myndigheder synes ivrige efter at sætte en stopper for urolighederne i byen. Carrie Lam har flere gange understreget, at det kontroversielle forslag endegyldigt er taget af bordet, men lige lidt har det dæmpet gemytterne i byen.
Flere observatører peger på, at Kina gerne ser, at urolighederne bringes til ende inden 1. oktober, hvor Folkerepublikken Kina fejrer 70 års jubilæum.
Urolighederne forklaret
- •
Siden marts har demonstranter stimlet sammen i Hongkongs gader.
- •
Demonstrationerne kom som reaktion på et forslag om en ny kontroversiel udleveringsaftale med Kina. Her foreslog regeringen i Hongkong tilføjelser til landets udleveringslovgivning, der vil gøre det muligt for regeringen i Kina samt Taiwan og Macau at få mistænkte kriminelle udleveret til retsforfølgelse.
- •
Siden har demonstrationerne udviklet sig til en mere generel protest mod det kinesiske styres stigende indflydelse i Hongkong.
- •
Regeringen koblede forslaget sammen med en et år gammel mordsag, hvor en 19-årig Hongkong-indbygger dræbte sin gravide kæreste under en ferie i Taiwan. Han vendte efterfølgende tilbage til Hongkong og slap for straf, fordi Hongkong ikke har en udleveringsaftale med Taiwan.
- •
Kritikere af den foreslåede udleveringsaftale kaldte den en trojansk hest, der skulle bane vejen for, at Kina kan retsforfølge kritikere i Hongkong.
- •
Regeringen i Hongkong har trukket det upopulære lovforslag tilbage. Det har dog ikke stoppet protesterne. Demonstranterne kræver blandt andet, at regeringslederen, Carrie Lam, træder tilbage, at der skal laves en uafhængig undersøgelse af påstået politivold, og at der skal være mere direkte demokrati i Hongkong.
- •
Kilde: BBC og South China Morning Post.