I 'The Peter Schmeichel Show' på den russiske tv-station RT viser Peter Schmeichel rundt i byen Nizhny Novgorod, som er en værtsbyerne ved det forestående fodbold-VM i Rusland.
Her viser den danske EM-helt blandt andet seerne byens bilfabrik og et museum, han maler matrjosjka-dukker, og så ræser han rundt i lokaltproducerede varebiler.
Den tidligere fodboldmålmands tv-optræden har vakt skarp kritik herhjemme, blandt andet fordi tv-stationen RT af mange betragtes som et direkte talerør for den russiske præsident, Vladimir Putin, og hans politik.
- Peter Schmeichel bliver en lille brik i en del af det statskontrollerede mediekonglomerat, der har en central rolle i den måde, hvorpå Rusland forsøger at påvirke de politiske præferencer i verden, forklarer seniorforsker i international sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel.
- På sin egen lille facon er han med til at legitimere RT ved at give den et velkendt ansigt udadtil. Men RT er med i en langt større konflikt, som Vesten ifølge Rusland har iværksat, og tv-stationen ser sig selv som et redskab i den storpolitiske konflikt, der handler om meget andet end fodbold, siger han.
Her kan du blive klogere på tv-kanalen, der er blevet kaldt "Ruslands sofistikerede propagandamaskine".
Et andet syn på Rusland og Vesten
Mediet, der i dag hedder RT, blev oprettet i 2005 under navnet Russia Today.
Dengang var det officielle formål at give et andet billede af Rusland end "kommunisme, sne og fattigdom", lød det fra tv-stationens daværende overhoved, Svetlana Mironyuk.
I dag er medievirksomhedens mål nærmere at give deres seere et alternativ til mainstreamnyheders ”vestlige elitisme og neo-liberalisme”.
Medievirksomheden sender i dag døgnet rundt på otte tv-kanaler og på digitale platforme på seks forskellige sprog, og den har kontorer i både London og Washington D.C.
RT har været nomineret til den amerikanske tv-pris Emmy'en fem gange - blandt andet for nyhedsdækningen af Occupy-bevægelsen i 2011, af sultestrejkerne i Guantanamo-fængslet i 2014 og for talkshow-programmet ’On Contact with Chris Hedges”.
Larry King og Pamela Anderson
Peter Schmeichel er ikke det første kendte ansigt, der er tonet frem på RT’s skærme.
Også den kendte tidligere CNN-vært Larry King har et program på den amerikanske udgave af RT, og netværkets programmer tæller gæster som Wikileaks-stifter Julian Assange, skuespiller Pamela Anderson og filosof Noam Chomsky.
Der er også flere voksne børn af kendte personer i værtsfunktioner rundt omkring på RT’s programmer, blandt andet filminstruktøren Oliver Stones søn, Sean Stone, og den tidligere wrestler Jesse Venturas søn, Tyrel Ventura.
Hjertet af disinformationskampagne
Mediet er finansieret af den russiske stat, og det er netop den forbindelse, der har vakt kritik.
Ifølge kritikere udgør RT nemlig hjertet i den disinformationskampagne, der har til formål at så tvivl om europæiske, demokratiske institutioner og destabilisere Vesten.
RT America blev i november sidste år tvunget af det amerikanske justitsministerium til at lade sig registrere som en fremmed agent - altså som en organisation, der arbejder for at fremme et fremmed lands interesser i USA.
Og selvom RT dengang var uforstående over for anklagen, så er det ikke nogen hemmelighed, at RT har et negativt syn på USA.
- Det er ret sigende, at chefredaktøren for RT ikke kunne give et eksempel på en positiv historie, som stationen havde bragt om USA, da hun blev spurgt ind til det. RT bliver brugt til at vise russerne, hvor skidt det står til i USA og resten af Vesten, fortalte DR's Rusland-korrespondent, Matilde Kimer, dengang.
Mudderet sætter sig fast
Også RT UK har påkaldt sig kritikeres opmærksomhed og har flere gange fået reprimander fra Ofcom, Storbritanniens regulerende styrelse for medier, for at bringe en ubalanceret nyhedsdækning.
Et af RT's formål er at mudre nyhedsbilledet og gøre seerne i tvivl om, hvad der sandt og hvad der er falskt, lyder kritikken.
- Kreml er ligeglad med, om du er enig med russisk politik, eller om du synes, Putin er vidunderlig, så længe det virker. Du begynder at blive i tvivl, og ud af 10 vanvittige påstande vil du måske tro på én eller to, siger Robert Pszczel, som har arbejdet ved Nato’s informationskontor i Moskva, til New York Times.
- Lidt mudder vil hænge fast.
Alternativt forsvarsvåben
RT fastholder, at den er et internationalt medie på linje med for eksempel britiske BBC, franske France24 og amerikanske CNN.
Alligevel kalder mediets chefredaktør, Margerita Simonyan, mediet for ”et forsvarsvåben i informationskrigen”.
- De russiske skatteydere har brug for os, ligesom de har brug for forsvarsministeriet, sagde hun.
Også internt har RT fået kritik for at være et talerør og for ikke at være et frit og uafhængigt medie.
Og flere medarbejdere har offentligt sagt deres stillinger op på grund af mediet, fordi de følte sig begrænset af ordrer oppefra.
En af de mest berømte er den amerikanske journalist og tv-vært Liz Wahl, som sagde sit job op under en direkte tv-udsendelse på grund af RT’s dækning af krisen i Ukraine.
- Jeg kan ikke være en del af et netværk, der hvidvasker Putins handlinger, lød det fra tv-værten.
Jeg er stolt af mit arbejde
Andre medarbejdere er stolte af arbejdspladsen, og afviser, at det skulle være usædvanligt i, at dem, der betaler for gildet, også har noget at skulle have sagt i forhold til det redaktionelle indhold.
- Kassemesteren bestemmer jo meget. Vil du prøve at fortælle mig, at Rupert Murdoch (australsk-amerikansk mediemogul, red.) ikke kontrollerer den redaktionelle linje på sine medier? Ingen kan undslippe, hvem der betaler for hvad, sagde den amerikanske journalist Peter Lavelle, vært på RT-programmet Crosstalk, i et interview med Columbia Journalism Review i 2010 og tilføjede:
- Jeg er stolt af mit arbejde.
I Rusland fortsætter man med at forsvare RT som et ganske almindeligt demokratisk medie.
Talsperson for det russiske udenrigsministerium Maria Zakharova kaldte sidste år erklæringen af RT som en ”fremmed agent” for en heksejagt.
Også udenrigsminister Sergej Lavrov har kaldt handlingen for ”i strid med alle normer indenfor journalistik og ytringsfrihed".
Kilder: Columbia Journalism Review, Medium, RT, New York Times, The Guardian