Journalist siger op for åben skærm i protest mod Putin

To amerikanske journalister, der arbejder for den statsstøttede russiske tv-station Russia Today, kritiserer Putin for åben skærm. En har sagt op.

Liz Wahl, der er vært på den russiske kanal Russia Todays amerikanske udgave, valgte onsdag at sige op for åben skærm. (© Billeder fra RT's Youtube-kanal)

Den amerikanske journalist Liz Wahl valgte i går at sige sit job på den statsstøttede russiske tv-kanal Russia Today (RT) på grund af kanalens dækning af Putins ageren i Ukraine.

Opsigelsen blev bragt onsdag eftermiddag direkte på kanalens amerikanske udgave. Her fortalte hun, at hun ikke længere vil medvirke til kanalens fordrejning af Putins handlinger.

- Jeg er stolt af at være amerikaner og går ind for at fortælle sandheden. Det er grunden til, at jeg siger op efter denne udsendelse, sagde Liz Wahl, der østeuropæiske rødder.

https://www.youtube.com/watch?v=2h79v9uirLY

Ledelse manipulerer

Efter udsendelsen har hun udtalt til The Daily Beast, at kanalens ledelse manipulerer med medarbejderne, og at hun får det dårligt af at arbejde der.

Senere onsdag fortalte hun i CNN-showet Piers Morgan Live, at hun ikke havde regnet med, at kanalen var så propagandistisk, og at det var grunden til, at hun begyndte at arbejde på stationen.

- Jeg troede, den kolde krig var forbi, og jeg havde måske ikke forestillet mig, at der ville være så meget styring over det redaktionelle arbejde og så meget pres, sagde hun.

Anden vært kritiserer Putin og medierne

Opsigelsen kommer kun en dag efter, at en anden vært på RT America kritiserede Moskvas handlinger i Ukraine og de russiske mediers dækning.

- Det, Rusland har gjort, er forkert. Militær intervention er aldrig svaret, og jeg vil ikke sidde her og undskylde eller forsvare militær aggression. Dækningen, jeg har set fra Ukraine, har været meget skuffende fra alle medier og fyldt med misinformation, sagde Abby Martin, hvorefter hun forlod optagelserne, skriver The Hollywood Reporter.

Kanal: Okay at journalister udtrykker deres holdninger

Den britiske avis The Daily Mail skriver, at RT nu har sendt Abby Martin til Krim, så hun kan lære mere om den tilspidsede situation.

Samtidig er kanalen kommet med en udtalelse om, at reporterne har frihed til at udtrykke deres holdninger - ikke kun privat, men også under en udsendelse.