Politiet i Hongkong anholdt tidligere i dag de to aktivister Joshua Wong og Agnes Chow fra pro-demokratigruppen Demosisto. De er til middag dansk tid blevet løsladt mod kaution. Da de forlod retsbygningen, blev de mødt af en ventende presse.
- Alt, vi beder om, er, at politivolden stoppes, og at vi borgere i Hongkong får lov til at afholde et frit, demokratisk valg. Vi fortsætter vores kamp for Hongkong, og det gør kampen også, selvom jeg i dag har fået at vide, at jeg skal stille i retten igen den 14. november, fortæller Joshua Wong.
Netop Joshua Wong var også aktiv i Paraplybevægelsen, der kæmpede for Hongkongs ret til selv at vælge regeringsleder uden indblanding fra Kina. Dengang i 2014 ledte paraplybevægelsen an i store massedemonstrationer i bystaten, der varede i 79 dage.
Urolighederne endte med, at nuværende regeringsleder i Hongkong, Carrie Lam, blev indsat. Lam er siden blevet overmåde upopulær på grund af et fremsat forslag om en udleveringslov, der satte urolighederne i gang for snart flere måneder siden.
Situationen er ude af kontrol
Myndighederne i Hongkong har forbudt demonstranter at markere femårsdagen for Paraplybevægelsen i morgen, lørdag. Det sker af sikkerhedsmæssige årsager, da myndighederne vurderer, at der er risiko for sammenstød mellem politi og demonstranter. Så på et eller andet niveau er det lykkedes for politiet at stække demonstranterne, da flere grupper har aflyst deres demonstrationer i morgen.
Men Philip Khokhar, DR Nyheders korrespondent i Asien, afviser, at det skulle betyde, at der nu er fuld kontrol over situationen i Hongkong.
- Nej, tværtimod. Det ligner et desperat træk for myndighedernes side, der skal forsøge at skræmme demonstranter for at gå på gaden i morgen. Og det kan da godt være, at der er nogen, der vælger ikke at gå på gaden, men jeg er overbevist om, at vi i morgen kommer til at se nogle voldsomt store demonstrationer - selv for Hongkong-standarder - også selvom de teknisk set er blevet gjort ulovlige, siger Philip Khokhar og fortsætter:
- Som vi har set det her andre dage, forløber demonstrationerne for det meste sådan, at store folkemængder går på gaden i løbet af dagtimerne. Ud på aftenen er det så, at dem, som er villige til også at bruge voldelige metoder, der kommer på gaden og støder sammen med politiet. Og, jeg vil tro, at de sammenstød kun bliver værre i morgen efter de arrestationer, vi har set i dag, siger Philip Khokhar.
Ifølge det lokale engelsksprogede medie HKFP relaterer dagens anholdelser sig til en episode i juni, hvor demonstranter, herunder de to anholdte, kastede æg på en politistation og siden besatte den.