To personer blev dræbt af skud under gadekampe i nat i byen Kenosha i Wisconsin i USA.
En tredje person er såret, oplyser politiet til New York Times.
Det er tredje nat med uroligheder i Kenosha, efter den sorte mand Jacob Blake blev skudt og såret af politiet søndag.
I nat opstod der et skyderi mellem forskellige grupper af civile personer.
En voldsom video på Twitter viser en mand, som ligger på jorden med et våben. Da en gruppe mennesker løber hen til ham, begynder han at skyde mod dem.
Her kan du se et klip fra episoden, som et andet vidne har optaget. Der skal advares om voldsomme billeder.
Inden skyderiet havde der været sammenstød mellem demonstranter og politiet i Kenosha.
Demonstranter havde samlet sig foran en barrikade, der beskytter byens retsbygning. De kastede vandflasker, sten og fyrværkeri mod politifolk, som svarede igen med tåregas og gummikugler.
Skudt syv gange i ryggen
Urolighederne i Kenosha opstod, da en video af hvide betjente, som skyder den sorte mand Jacob Blake i ryggen flere gange, blev delt på sociale medier.
Jacob Blake er ved bevidsthed, oplyser hans familie. En kugle har skåret sig gennem hans rygrad, og derfor er han delvist lammet.
Videoen af episoden viser, at Blake går rundt om en firehjulstrækker, mens politifolk følger efter ham.
Blake, der var ubevæbnet, åbner døren til bilen, hvor hans børn befandt sig. Herefter høres syv skud.