Skudepisode i Wisconsin ramler ind i valgkamp: 'Det er et åbent sår'

Situationen kan nemt udvikle sig til at minde om urolighederne efter George Floyds død, vurderer DR's korrespondent.

I New York, Portland og ikke mindst i Wisconsin har der i nat dansk tid været demonstrationer mod politivold i USA. (Foto: © Brandon Bell, Scanpix)

Jacob Blake hedder manden, der søndag blev skudt i ryggen af det lokale politi i byen Kenosha, Wicsonsin.

Hans navn er gået verden rundt, efter at en voldsom video fra episoden har spredt sig på sociale medier. Videoen viser, hvordan han var på vej ind i sin bil, da en politibetjenet affyrer syv skud.

De seneste meldinger lyder, at han er i live og ligger på intensiv. Ifølge hans far er han lam fra livet og ned.

Episoden fandt sted, tre måneder efter den sorte amerikaner George Floyd mistede livet under en anholdelse, som førte til voldsomme demonstrationer mod racisme særligt i USA, men også i resten af verden.

Lillian Gjerulf Kretz, DR Nyheders korrespondent i USA, vurderer, at en lignende situation kan være under opsejlning.

- Det kan hurtigt udvikle sig. Kravet om en politireform har sommeren igennem resulteret i protester i store dele af landet, men også resulteret i, at byer er blevet raseret og butikker plyndret. Det, at det sker så kort tid efter George Floyds død, kan blive ny benzin på bålet. Floyds død er stadig et åbent sår for mange amerikanere, siger hun og pointerer, at man ikke kender alle detaljer i sagen om Jacob Blake endnu.

Guvernør indkalder parlament

Siden søndag aften har der særligt i Kenosha, hvor episoden skete, været voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter, og den demokratiske delstatsguvernør, Tony Evers, har bedt Nationalgarden om hjælp.

  • Episoden i Wisconsin nåede i går til New York, hvor mennesker gik på gaden i protest. (Foto: © TIMOTHY A. Clary, Scanpix)
  • Men særligt i byen, hvor det hele skete, Kenosha, var der natten igennem uro i gaderne. Her ses en kvinde på knæ ved byens domhus. (Foto: © KAMIL KRZACZYNSKI, Scanpix)
  • Byen har været præget af protester de seneste to nætter. (Foto: © Brandon Bell, Scanpix)
  • Politiet har været massivt til stede begge gange. (Foto: © Brandon Bell, Scanpix)
  • Rundt om i byen er der blevet sat ild til biler og restauranter. Men også brandbilen her blev fanget i flammerne. (Foto: © Brandon Bell, Scanpix)
1 / 5

Nogle demonstranter i byen Kenosha, der ligger lige syd for delstatens største by, Milwaukee, har antændt brande og kastet med mursten og molotovcocktails mod politiet. Det har fået myndighederne til at lukke offentlige bygninger.

Tirsdag aften dansk tid erklærede guvernøren undtagelsestilstand i delstaten.

I videoen kan du se billeder fra nattens protester i Kenosha.

Her ses det, hvordan kampklædt politi bevæger sig ud af rådhuset i Kenosha for at konfrontere demonstranterne.

Delstatsguvernøren Tony Evers har indkaldt delstatens parlament til en særlig samling næste mandag. Her ønsker han at få vedtaget en lovgivning, der i højere grad skal gøre politifolk ansvarlige, hvis de udøver magt på farlig vis.

Racedebat ramler ind i præsidentvalg

Skudepisoden sker både efter måneder præget af demonstrationer med fokus på politivold - men den sker også parallelt med, at USA skal vælge den person, som skal styre landet de næste fire år.

Præsidentvalgkampen er i fuld gang, og her kan netop racedebatten få særlig betydning, forklarer Lillian Gjerulf Kretz.

- På den ene side vil det forstærke kravet om et opgør med landets racistiske historie og forstærke kravet om reformer. Omvendt vil andre vælgere se bekymret på de voldsomme uroligheder og være bekymret for anarki rundt om i byerne, siger hun:

- Vi kommer til at se Donald Trump tale om lov og orden, mens Joe Biden vil fokusere på forandring. Men begge skal forsøge at favne vælgere på midten, der ønsker at landets leder leverer begge dele.

I skrivende stund har præsident Donald Trump ikke kommenteret på sagen. Joe Biden skrev i går på Twitter, at der er behov for en transparant efterforskning.

Ifølge flere medier, herunder avisen Chicago Tribune, er Jacob Blake kendt af politiet i forvejen, men det vides endnu ikke, hvorfor han blev skudt.

De involverede betjente er blevet sendt på orlov, mens Wisconsins anklagemyndighed undersøger sagen.

I starten af juli i år blev der udstedt en arrestordre på Jacob Blake. Det er uvist, om ordren stadig er gyldig, og Blake har aldrig fået beskikket en advokat.