Zikavirusset har smittet en person gennem en blodtransfusion fra en donor, som var smittet af det myggebårne virus. Det bekræfter de brasilianske sundhedsmyndigheder torsdag over for Reuters.
Ifølge sundhedsmyndighederne i Campina nær São Paulo blev en patient med skudsår smittet med zikavirus efter flere blodtransfusioner i april 2015. Myndighederne er overbevist om, at en af donorerne, der gav blod til patienten, var smittet med zikavirus.
Det er nyt, at det nu bliver bekræftet, at overførsel af zikavirus kan smitte gennem blodtransfusioner. Tidligere har man ment, at virusset kun smittede ved myggestik.
Blodbanken ved University of Campina har derudover oplyst, at en anden person, som donerede blod i maj, udviklede symptomer og blev testet positiv for zikavirus, selv om modtageren af blodet ikke selv har udviklet symptomer på virusset.
/ritzau/