Zika-frygt får Røde Kors til at bede bloddonorer holde pause

Hvis man har rejst i områder, hvor zika-virus er konstateret, bør man ikke donere blod, siger Røde Kors i USA.

I USA opfordrer Røde Kors til, at bloddonorer, der har rejst i områder med zika-virus, ikke giver blod de næste fire uger. (Foto: © Jonas Skovbjerg Fogh, Scanpix)

Amerikanske bloddonorer bliver nu bedt om at vente fire uger med at få tappet blod, hvis de har besøgt et område, hvor der er konstateret zikavirus.

Det oplyser amerikansk Røde Kors, der driver en række blodbanker over hele USA.

Røde Kors understreger dog samtidig, at risikoen for at overføre virus gennem en bloddonation er "ekstrem" lav i USA.

Opfordringen til at vente med at lade sig tappe for blod gælder for donorer, der har besøgt Mexico, Caribien eller Mellem- og Sydamerika inden for de seneste fire uger.

Den myggebårne zikavirus mistænkes for at kunne give underudviklet kranie og hoved, såkaldt microcephali, og andre skader på centralnervesystemet hos nyfødte.

Derfor skal særligt gravide tage sig i agt for virus, der spredes med myggearten aedes.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, erklærede mandag zikaepidemien for en global trussel.

/ritzau/Reuters