Palæstinensisk bonde er dræbt i israelsk angreb op til seks uger lang protest

Blot timer før en planlagt demonstration i Gazastriben er en ung mand blevet dræbt nær byen Khan Younis.

Angrebet kommer, samme dag som indbyggere i Gaza-striben påbegynder en seks uger lang protest mod Israel. (Foto: © AMIR COHEN, Scanpix)

En palæstinensisk landmand blev dræbt og en anden person såret, da de blev ramt af projektiler fra en israelsk kampvogn fredag.

Det oplyser en talsmand for sundhedsministeriet i Gaza.

Hændelsen sker samme dag, som palæstinensere har planlagt protester langs grænsen til Israel.

Det israelske militær afviser foreløbigt at kommentere sagen.

Talsmanden for sundhedsministeriet oplyser, at den 27-årige landmand blev dræbt nær byen Khan Younis.

Storfamilier i protest mod Israel

Palæstinensere i Gazastriben vil i dag påbegynde en seks uger lang protest langs den israelske grænse.

Arrangørerne har tidligere sagt, at de forventer tusinder af deltagere - blandt andet mange storfamilier. Ved aktionerne vil der blive bygget teltbyer fem forskellige steder langs den skrøbelige grænse.

De palæstinensiske protester er et krav om, at palæstinensere, som blev fordrevet fra deres hjem ved Israels oprettelse i 1948, skal kunne vende tilbage.

Det israelske militær har indsat over 100 skarpskytter ved grænsen til Gaza forud for den planlagte demonstration.

Protesterne skal ifølge planen vare til 15. maj.

/ritzau/Reuters