En eksplosion har rystet en konvoj med den palæstinensiske premierminister, da han var på et sjældent besøg i Gazastriben. Der er frygt for, at det var et attentatforsøg.
Premierminister Rami Hamdallah kom ikke noget til ved eksplosionen, som Det Palæstinensiske Selvstyre beskylder militante fra Hamas for at stå bag.
Eksplosionen beskadigede tre køretøjer i premierministerens konvoj. Bilernes vinduer blev sprængt i stykker, og på en bildør var der blod.
Hamdallah, som normalt befinder sig på Vestbredden, ankom til Gaza for at indvie et længe ventet miljøprojekt. Det er blandt andet finansieret af Verdensbanken, EU og flere europæiske regeringer.
Projektet er blevet forsinket i adskillige år som følge af politisk uro, en egyptisk-israelsk blokade og strømafbrydelser.
Hamas har kontrollen over Gazastriben.
/ritzau/