På trods af alvorlige anklager bakker størstedelen af republikanerne op om Trump: 'De er bange for at ophidse basen'

Donald Trump står over for 37 anklagepunkter i en sag om fortrolige dokumenter. Alligevel er der stille fra hans modstandere.

Mike Pence er langt fra den eneste republikaner, eller republikanske præsidentkandidat, der bakker Trump op i den alvorlige sag om fortrolige dokumenter. (Foto: © JONATHAN DRAKE, Ritzau Scanpix)

Lørdag aften var der fint besøg i delstaten Georgia.

Under en republikansk forsamling bød gæstelisten på ikke mindre end to mænd med fortid i Det Hvide Hus.

Både den tidligere præsident Donald Trump og den tidligere vicepræsident Mike Pence skulle nemlig tale i løbet af aftenen.

To mænd, der før i tiden arbejdede side og side, men som nu er konkurrenter. Begge mænd håber nemlig på at blive det republikanske partis præsidentkandidat.

Ikke nok med det, så var det også Trumps første offentlige optræden, efter han har fået en føderal tiltale, hvor han blandt andet er anklaget for spionage.

Med andre ord var der rig mulighed for Mike Pence at rette kritik mod hans største konkurrent. I stedet valgte han at gå den anden vej.

- Jeg er dybt bekymret over, at der nu er rejst tiltale. Det har potentialet til at splitte vores land endnu mere, på et tidspunkt hvor det amerikanske folk kæmper som aldrig før. Og samtidig på et tidspunkt, hvor verden næsten bliver farligere for hver time, der går, lød det fra den tidligere vicepræsident.

Mike Pence er langt fra den eneste republikaner, der bakker Trump op i den alvorlige sag om fortrolige dokumenter. Og det er der en særlig grund til, forklarer Jørn Brøndal, som er professor i amerikansk historie på Syddansk Universitet.

- De er i meget høj grad bange for at ophidse den republikanske base negativt, siger han.

Her taler Mike Pence on anklagerne mod Donald Trump.

'En dødelig trussel mod et frit samfund'

Fredag blev anklageskriftet mod Donald Trump offentliggjort. Det viste, at den tidligere præsident står over for 37 anklagepunkter i en sag om håndteringen af fortrolige dokumenter. Bliver han dømt, kan det føre til mange års fængsel for den nu 76-årige Trump.

Og selvom det er den amerikanske stat, der har rejst tiltale mod Trump, så er det altså langt fra alle, der er enige med justitsministeriet.

Formanden for Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, har kaldt det “uforsvarligt” at justitsministeriet, under Joe Bidens ledelse, har sigtet Trump.

Også Trumps modstander, Floridas guvernør, Ron DeSantis, som også håber at blive republikanernes præsidentkandidat, har taget afstand til sigtelserne.

- Forsøget på at bruge føderal retshåndhævelse som et våben udgør en dødelig trussel mod et frit samfund, sagde han efter anklageskriftet kom frem.

Donald Trump har ellers den seneste tid kørt hårdt på Ron DeSantis, som han mener, er ude af stand til at lede landet, skulle han gå hen og blive republikanernes præsidentkandidat.

Ifølge Jørn Brøndal så bakker de republikanere, der ønsker at vælte Trump af pinden, ham stadig op, fordi de frygter, hvordan den republikanske base vil reagere, hvis ikke de gør.

Jørn Brøndal forklarer, hvorfor republikanerne ikke tør sige Trump imod.

- De ved udmærket godt, at en meget stor del af den republikanske base bakker Trump op, og hvis man lægger afstand til ham, så risikerer man at blive læsset ud af det republikanske parti, siger professoren.

Langt de fleste, der bakker Trump op, anklager Joe Biden og Demokraterne for at bruge justitsministeriet til deres egen politiske fordel. De mener nemlig, at Joe Biden har fået statsanklageren til at rejse tiltale i håb om at svække Donald Trump frem mod præsidentvalget i 2024.

De samme anklager kom fra Donald Trump lørdag aften under partiforsamlingen i Georgia.

- Biden-administrationens latterlige anklage mod mig vil gå over i historien blandt de mest forfærdelige magtmisbrug i historien. Biden forsøger at fængsle sin politiske modstander, sagde han.

'Fuldstændig selvforskyldt'

Det er faktisk kun to ud af de 12 republikanske præsidentkandidater, der har valgt at tage afstand til Trump efter anklagerne. Det gælder den tidligere republikanske guvernør fra New Jersey, Chris Christie, der meldte sit kandidatur i sidste uge.

Han er enig i Mike Pences udsagn om, at sagen vil splitte den amerikanske befolkning yderligere, men han tager den så skridtet videre og siger, at det er “fuldstændig selvforskyldt” fra Trumps side.

- Forfølgelsen af Trump handler om at stille magtfulde mennesker til ansvar, sagde han fredag aften i et interview med CNN.

Men han er altså én ud af få republikanere, der tør lægge sig ud med den tidligere præsident. Den anden præsidentkandidat, der går mod Trump er Asa Hutchinson, som nu opfordrer Trump til at trække sig fra ræset.

- Langt hovedparten af republikanerne har valgt en stille og ydmyg linje over for Trump i håb om, at han alligevel blotter sig på et tidspunkt, og de så kan hugge til senere, siger Jørn Brøndal.

- Men foreløbigt så er de bange for at ophidse basen negativt.

Donald Trumps støttere kalder anklagerne mod ham for "opdigtet".

Foreløbige målinger viser også, at over halvdelen af de republikanske vælgere vil støtte Trump, hvis der var primærvalg i dag. Det er naturligvis tal, som kan nå at ændre sig, indtil vælgerne skal til stemmeboksen.

Men Trumps mest loyale støtter har gjort det klart, at denne sag ikke vil rykke på deres opfattelse af ham – tværtimod.

På sociale medier kalder Trumps nærmeste allierede inklusive et medlem af Repræsentanternes Hus tiltalen mod ham for "en krigserklæring," der kalder på et modangreb og understreger, at de fleste Trump-støtter ejer våben.

En anden sag, der omhandler Trump, er hvad der skete før og under Stormen på Kongressen den 6. januar 2021. Det du se mere om i dokumentarfilmen ”A storm foretold – det amerikanske oprør” på DRTV.