Trump om anklagerne mod ham: 'Biden forsøger at fængsle sin politiske modstander'

For første gang siden det seneste anklageskrifts offentliggørelse talte Trump til vælgerne.

Donald Trumps første tale i dag var ved en samling for republikanere Columbus i staten Georgia. (Foto: © Anna Moneymaker, Ritzau Scanpix)

For første gang siden den seneste tiltale mod Donald Trump er blevet offentliggjort, talte den amerikanske ekspræsident her til aften dansk tid ved en samling for republikanere i staten Georgia.

Og Trump spildte ikke muligheden for at knytte et par ord til tiltalen. I talen beskyldte han USA's nuværende præsident, Joe Biden, for at stå bag - og afviste at have gjort noget forkert i forbindelsen med håndteringen af dokumenterne, som er omdrejningspunktet for tiltalerne mod ham.

- Biden-administrationens latterlige anklage mod mig vil gå over i historien blandt de mest forfærdelige magtmisbrug i historien. Biden forsøger at fængsle sin politiske modstander, sagde han blandt andet.

- Republikanerne behandles meget anderledes af justitsministeriet, end demokrater gør, sagde Trump til klapsalver fra publikum i salen.

Før dagens tale har Donald Trump benyttet sit sociale medie, Truth Social, til at afvise tiltalen mod ham.

- Det er en trist dag for landet. I aftes sagde jeg, at vores land har tårer i øjnene på grund af det, der sker, sagde Trump med henvisning til et opslag på sit sociale medie Truth Social.

Donald Trump hævede i sin tale, at den seneste tiltale havde smittet positivt af på tallene i meningsmålinger blandt de amerikanske vælgere.

- Hvis ikke tallene så sådan ud, ville der ikke være nogen tiltale og der ville ikke være nogen heksejagt.

DR har ikke kunnet verificere Trumps påstande.

Beskyldningerne var mange i gårsdagens opslag fra Trump på hans sociale medie Truth Social. (© (Skærmbillede fra Truth Social))

Trump står over for 37 anklagepunkter

I det står Donald Trump over for ikke mindre end 37 anklagepunkter. Sagen handler om en række hemmelige dokumenter fra Det hvide Hus, som Trump ifølge anklageskriftet tog med til sit hjem Mar-a-Lago i Florida, da hans tid som præsident var forbi.

Dokumenterne omhandler forsvars- og våbenkapaciteten for både USA og andre lande, USA’s atomprogrammer, potentielle sårbarheder hos USA og dets allierede over for militære angreb, samt planer for mulig gengældelse som respons på et fremmed angreb.

Dokumenterne var markeret som ”TOPHEMMELIG”, ”HEMMELIG” og ”FORTROLIG”.

Flere af anklagepunkterne handler om spionage, som kan give op til 10 års fængsel per punkt.

Ender det med, at den nu 76-årige tidligere præsident bliver dømt skyldig, kan det potentielt give mange års fængsel.

En 'trist dag' for USA

Senere i nat dansk tid er det planen, at Trump også skal tale ved en partikongres mere end 2.000 kilometer nordvest for Georgia i staten North Carolina.

Tidligere i dag var det Trumps vicepræsident, Mike Pence, der var en tur på talerstolen. Ligesom Trump har han meldt sig ind i kampen for at blive det republikanske bud på den næste amerikanske præsident.

I sin tale sagde Mike Pence også, at ingen personer er hævet over loven. (Foto: © Chuck Burton, Associated Press)

I sin tale rettede Pence, ligesom Trump, en kritik mod justitsministeriet, den amerikanske justitsminister og Joe Biden.

- Vi er samlet her i North Carolina efter en meget trist dag for dette land. En tidligere præsident i USA står over for en hidtil uset anklage fra justitsministeriet, som ledes af den nuværende præsident i USA, der er en potentiel politisk modstander, sagde Pence blandt andet.

- Det er vigtigt at huske på, at i Amerika er du uskyldig indtil det modsatte er bevist. Den tidligere præsident har – som enhver anden amerikaner – ret til en formodning om uskyld.

Du kan læse DR's USA-korrespondent, Steffen Kretz', analyse af de seneste tiltaler mod Trump her: