En varevogn påkørte tirsdag cyklister og fodgængere på Manhattan i New York.
Otte personer blev dræbt, mens 11 er alvorligt såret, oplyser politiet i den amerikanske storby. Den formodede gerningsmand er anholdt.
Her er et overblik over nogle af de seneste lignende angreb rundt omkring i Europa.
Ud over de nedenstående angreb, har der fundet flere angreb sted på amerikansk jord, hvor gerningsmanden har benyttet en bil som våben, men hvor myndighederne ikke har kategoriseret angrebet som terror.
Barcelona, Spanien, 17. august 2017:
13 mennesker blev dræbt, da en varevogn påkørte fodgængere på den travlt befærdede gågade La Rambla i Barcelona.
100 personer blev såret i angrebet, heriblandt tre danskere.
Føreren af varevognen blev dræbt af politiet under et nyt bilangreb i byen Cambrils den efterfølgende nat.
Terrorbevægelsen Islamisk Stat tog efterfølgende ansvaret for angrebet i Barcelona.
London, Storbritannien, 19. juni 2017:
En 48-årig britisk mand påkørte fodgængere foran en Finsbury Park moskéen i det nordlige London kort efter, at der var blevet afholdt aftenbøn i anledning af afslutningen på ramadanen.
En døde og 10 personer blev kvæstet. Manden blev anholdt på stedet.
London, Storbritannien, 3. juni 2017:
En hvid varevogn påkørte i høj fart fodgængere på London Bridge i den britiske hovedstad, før tre gerningsmand steg ud af varevognen og overfaldt tilfældige personer med knive.
I alt døde syv ofre, mens 48 blev kvæstet.
De tre gerningsmænd blev dræbt af politiet. Terrorbevægelsen Islamisk Stat tog efterfølgende ansvaret for angrebet.
Stockholm, Sverige, 7. april 2017:
En lastbil kørte ind i en menneskemængde på Drottninggatan i den centrale del af den svenske hovedstad, Stockholm.
Lastbilen bragede bagefter ind i parfumeafdelingen i varehuset Åhléns, hvor den brød i brand.
Fire personer mistede livet, og 15 blev såret ved angrebet.
En 39-årig mand fra Usbekistan blev anholdt og mistænkt for angrebet, som politiet behandlede som et terrorangreb.
London, Storbritannien, 22. marts 2017:
En mand kørte en Hyundai 4x4 ind i fodgængere ved Westminster Bridge tæt ved det britiske parlament, Westminster, i London.
Han kørte ind i et hegn og forsøgte bagefter at tvinge sig adgang til parlamentet, men blev skudt og dræbt under forsøget.
Fem døde, og omkring 50 blev såret i angrebet.
Gerningsmanden var en 52-årig mand ved navn Khalid Masood.
Islamisk Stat tog skylden for angrebet.
Berlin, Tyskland, 19. december 2016:
En 40 ton tung lastbil blev kørt direkte ind i boder og gæster på et julemarked i det centrale Berlin. 12 personer blev dræbt, og op mod 50 blev såret.
En tuneser ved navn Anis Amri kørte lastbilen. Amri opholdt sig ulovligt i Tyskland, efter at han havde fået afvist sin asylsag.
Fire dage efter angrebet blev Amri skudt og dræbt af politiet i den italienske by Milano.
Islamisk Stat tog skylden for angrebet.
Nice, Frankrig, 14. juli 2016:
En mand pløjede en lastbil gennem en menneskemængde, der var forsamlet for at se fyrværkeri på Bastille-dagen i den sydfranske by Nice.
I alt mistede 86 mennesker livet, og flere end 300 blev såret.
Det var den 31-årige tuneser Mohamed Lahouaiej-Bouhlel, der kørte lastbilen. Han blev skudt og dræbt af politiet.
Islamisk Stat kaldte ham en af den ekstremistiske gruppes soldater.
Kilder: Ritzau, Reuters og NTB.
/ritzau/