OVERBLIK Se, hvor forskelligt Europas lande tackler coronakrisen

Europæiske lande indfører nu i rekordfart vidtgående tiltag for at bremse smitte.

Søndag lukker Polen sine grænser for udlændinge. Samtidig suspenderes al international tog– og flytrafik. (Foto: © PASCAL POCHARD-CASABIANCA, AFP or licensors)

Grænselukninger, udgangsforbud, lukning af skoler og voldsomme indgreb i forsamlingsfriheden.

EU har lukket sine ydre grænser i et forsøg på at komme coronasmitten til livs, og overalt på det europæiske kontinent bliver der indført omfattende tiltag for at bremse spredningen af smitte.

Men der er forskel på, hvordan landene forsøger at tackle situationen. Her er en oversigt:

Frankrig

Udgangsforbud i Frankrig. Alle, der bliver stoppet, skal kunne fremvise et dokument, som findes på indenrigsministeriets hjemmeside. (Foto: © MEHDI FEDOUACH, AFP or licensors)
  • 25.233 smittetilfælde.

  • 1.331 døde

Der er fortsat udgangsforbud i hele landet, og det er kun er tilladt at gå ud med gyldig grund som for eksempel på arbejde, indkøb eller lægebesøg.

Premierministeren, Edouard Philippe, har slået fast, at fysisk aktivitet nu begrænses til en time om dagen og skal finde sted maksimalt en kilometer fra hjemmet.

100.000 politibetjente er udstationeret i hele landet for at kontrollere, at forbuddet ikke bliver brudt.

Alle, der går ud, skal bære og kunne fremvise et dokument, der angiver, hvorfor man er udenfor og skrive under på, at man opholder sig udenfor af en af fem gyldige årsager. Gør man ikke det, vanker der en bøde på mindst 135 euro, svarende til omkring 1.000 kroner.

Alle "unødvendige" forretninger såsom restauranter, caféer, biografer og diskoteker er lukket, ligesom også strande og parker er blevet lukket. Kun "nødvendige" forretninger, hvilket tæller supermarkeder, apoteker, tankstationer og banker, kan fortsætte med at holde åbent, mens markeder udendørs også lukkes.

Derudover er alle skoler, børnehaver, vuggestuer, gymnasier og universiteter lukket.

I hovedstaden er driften af offentlig transport desuden blevet reduceret markant.

Onsdag aften åbnede de første hotelværelser for hjemløse, reserveret af regeringen.

Emmanuel Macron har kaldt coronaepidemien "den største sundhedskrise i mere end et århundrede" og slået fast, at "vi er i krig".

Opdateret 25. marts 20.30

Spanien

En bilist fra Frankrig bliver stoppet på vej ind i Spanien. Nyhedsbureauet Reuters melder også om store køer ved grænsen til Portugal. (Foto: © Javier Etxezarreta)
  • 33.089 smittede

  • 2.182 døde

Spanien har Europas næsthøjeste antal smittede og døde. Det seneste døgn alene er antallet af dødsofre steget med 462 ifølge sundhedsministeriet.

Spanien har lukket sine grænser for alle udlændinge. Der vil være undtagelser for folk med bopæl i Spanien og folk, der arbejder på tværs af grænser. Varer vil også fortsat kunne transporteres over grænsen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

De baleariske øer, som blandt andet tæller Mallorca, Menorca og Ibiza har lukket for al flytrafik.

Den 14. marts meddelte premierminister Pedro Sanchez, at alle butikker udover supermarkeder og apoteker lukker.

Den spanske regering har fremlagt en stribe tiltag for at bremse coronavirusset, som landets hotelbranche har beskrevet som en tsunami.

Skoler og universiteter holder lukket i mindst to uger.

Opdateret 23. marts klokken 12.10

Storbritannien

En demonstrant fra gruppen "Pause The System" som vil have den britiske regering til at gøre mere for at stoppe udbruddet af coronavirus. (Foto: © TOLGA AKMEN, AFP or licensors)
  • 5.748 smittede

  • 282 døde

Premierminister Boris Johnsons regering har fået kritik for ikke at lukke landet ned, som man man har set det i Spanien, Frankrig og Italien.

I sidste uge indførte premierministeren dog - en smule modvilligt - de hidtil strengeste restriktioner for briterne; Fra i dag skal caféer, barer og restauranter være lukket.

Samtidig er de britiske skoler nu også lukket på ubestemt tid.

Borgere over 70 med helbredsproblemer er blevet bedt om blive indendørs i 12 uger. Og så opfordrer Boris Johnson alle, der kan arbejde hjemme, til at gøre det.

Opdateret 23. marts klokken 12.10

Tyskland

Folk holder afstand i køen udenfor et apotek i Berlin. (Foto: © Michele Tantussi)
  • 20. 142 smittede

  • 70 døde

I mindst to uger frem indfører Tyskland nu forbud mod, at flere end to mennesker samles.

Det såkaldte kontaktforbud gælder ikke på arbejdspladser og i familier.

Det meddelte kansler Angela Merkel søndag få timer inden, hun selv blev sat i karantæne. Det sker, efter hun er blevet vaccineret af en læge, der er smittet med coronavirus.

Den tyske delstat Bayern har indført udgangsforbud. Nu er det kun tilladt at forlade sit hjem, hvis man skal på arbejde, ud at handle i et supermarked eller på apotek eller til læge.

Regeringen og delstats-regeringerne har opfordret til lukning af barer, natklubber, teatre, zoologiske haver og endda bordeller.

Desuden bør folk ikke forsamles i kirker, moskéer og synagoger.

Dagligvarebutikker, apoteker, banker og virksomheder, der bringer varer ud må fortsat gerne holde åbent. Restauranter må kun holde åbent fra 6-18.

Alle skoler er nu lukket i Tyskland.

Udover grænsen til Danmark har Tyskland lukket grænserne til Østrig, Schweiz, Frankrig og Luxembourg. Det kan du læse mere om her.

Opdateret 23. marts 12:10

Belgien

Legeplads i Bruxelles, der er lukket på grund af coronavirus. (Foto: © François Lenoir, Scanpix)
  • 2.815 smittede

  • 67 døde

Belgiens regering har valgt at indføre knap tre ugers udgangsforbud i et forsøg på at begrænse coronavirusset.

Forbuddet gælder frem til den 5. april.

Belgierne vil fortsat have mulighed for at gå i supermarkedet, apoteker, banker og på posthuset eller på tankstationen. Supermarkederne vil begrænse antallet af mennesker i butikkerne.

Alle virksomheder bliver pålagt, at deres ansatte skal arbejde hjemmefra, og hvor det ikke er muligt, skal der være god afstand mellem medarbejderne.

Den belgiske regering har allerede lukket skoler, caféer, restauranter, træingscentre, biografer osv.

Politiet vil håndhæve det nye udgangsforbud, og de virksomheder, der ikke retter ind, vil få bøder.

Opdateret 21. marts 13:06

Sverige

Sverige har mindre skrappe coronaregler end i mange af de andre EU-lande. (Foto: © Jonathan Nackstrand, Scanpix)
  • 1.934 smittede

  • 27 døde

Søndag aften holdt en svensk statsminister en tv-tale til nationen for første gang siden 2003.

Stefan Löfven kunne dog ikke oplyse om flere tiltag, men nøjedes med at sige, at "flere indgribende beslutninger kan komme".

I sidste uge tilsluttede Sverige sig rækken af lande, der lukker grænsen for at bremse spredningen af coronavirus. Det skete på opfordring fra EU.

Sverige har reageret langsommere end Norge og Danmark, som tidligere besluttede at skoler og højere uddannelser skulle suspenderes for at bremse stigningen i smitte med coronavirus.

Selv om det er sundhedsmyndighedernes vurdering i Sverige, at folkeskolerne ikke bør lukke, så forbereder regeringen sig på, at det kan blive nødvendigt, siger undervisningsminister Anna Ekstrand.

Den svenske regering præsenterede den 16. marts en krisepakke, der skal hjælpe landets erhvervsliv under det igangværende coronavirusudbrud.

Hjælpepakken har en værdi på op mod 300 milliarder svenske kroner - svarende til godt 200 milliarder danske kroner.

Opdateret 23. marts 12:30

Norge

Den norske regering valgte lørdag at lukke landets grænser. (Foto: © NTB Scanpix, Scanpix)
  • 2.385 smittede

  • 8 døde

Norge har valgt at følge med blandt andre Danmark og lukke dets grænser. Lufthavne og havne lukker ned, mens grænseovergange vil blive strengt kontrolleret, har statsminister Erna Solberg meddelt.

Torsdag den 12. marts lukkede alle skoler, børnehaver og universiteter.

Statsminister Erna Solberg kalder initiativerne "de hårdeste og mest indgribende tiltag, vi har haft i fredstid i Norge."

Samtidig kan række norske indsatte se frem til at forlade fængslet, før deres afsoningstid egentlig står til at udløbe.

Kriminalomsorgen, der svarer til den danske Kriminalforsorgen, er således klar til at løslade indsatte med korte domme, der alligevel snart skulle have forladt fængslet.

I hovedstaden Oslo bliver der indført forbud mod forsamlinger på flere end 50 personer.

Norge fraråder også alle rejser til udlandet den næste måned, og alle nordmænd i udlandet bliver opfordret til at vende hjem.

Opdateret 23. marts klokken 12:20

Østrig

Den østrigske regering har indført 14 dages karantæne for hele Paznaun-dalen, hvor det populære skisportsområde Ischgl ligger. (Foto: © STRINGER)
  • 1.843 smittede

  • 5 døde

Østrig forbyder alle forsamlinger med over fem personer og har lukket alle restauranter.

Østrig lukkede tidligere grænsen til alle personer fra Italien, med undtagelse af transport af gods og varer samt enkelte andre kategorier - for eksempel er transit stadig muligt, hvis man ikke stopper i Østrig.

Fredag meddelte regeringen i Wien, at der også vil blive indført grænsekontrol på overgangene til Schweiz og Liechtenstein.

Regionen Arlberg tæt på den schweiziske grænse blev tirsdag sat i karantæne indtil 3. april.

Der er 70 procents nedgang i togtrafikken, og alle skoler i landet er lukket, og det samme sker med alle butikker på nær apoteker og dagligvarebutikker, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Museer og teatre er lukket, og østrigerne har lukket to populære skisportsområder i Tyrol, hvor der har været et højt antal af smittede.

Opdateret 19. marts 13:00

Italien

En kvinde taler med en italiensk soldat på grænsen mellem Frankrig og Italien ved byen Menton. (Foto: © VALERY Hache, AFP or licensors)
  • 47.021 tilfælde

  • 4.032 døde

Italien, der er det værst ramte land i Europa, har set nogle voldsomme stigninger i antallet af dødsofre de seneste dage.

Italien vil nu sende 10.000 medicinstudernede direkte i arbejde som læger, og dropper dermed deres endelige eksamen.

Det italienske sundhedsvæsen er presset til bristepunktet, og antallet af døde fortsætter med at stige.

Den tidligere premierminister, Silvio Berlusconi, har annonceret, at han vil donere 10 millioner euro til en ny hospitalsafdeling.

Den italienske regering har lukket samtlige butikker undtagen fødevarebutikker og apoteker.

Italien valgte i sidste uge at lukke hele landet ned på grund af coronavirusset.

Indgrebet betyder, at italienerne kun må forlade deres hjem for at arbejde eller af helbredsgrunde.

Opdateret 21. marts 13.30

Schweiz

  • 3.347 smittede

  • 36 døde

En embedsmand fra de schweiziske sundhedsmyndigheder advarer nu om, at hele landet sundhedssystem kan kollapse ved udgangen af måneden, hvis virusset fortsætter med at sprede sig med den nuværende hastighed.

Schweiz har mobiliseret 8.000 mand fra militæret til at hjælpe de civile myndigheder og medarbejdere fra sundhedsvæsenet.

Kun schweizere og forretningsrejsende kan nu komme ind i Schweiz, der har indført striks grænsekontrol.

Landet har lukket ni grænseovergange til Italien.

Schweiz har lukket alle landets skoler, og regeringen vil finde over 70 milliarder kroner til at hjælpe erhvervslivet, der er ramt af krisen.

Alpelandet har indført forbud mod forsamlinger på flere end 100 mennesker, selvom nogle kantoner (delstater, red.) har sat tallet endnu lavere.

Der må maksimalt være 50 personer på barer, natklubber og restauranter.

En professor holder forelæsning for sine elever via videolink på et lukket universitet i Lausanne. (Foto: © Jean-Christophe Bott, Scanpix)

Opdateret 19. marts 13:10

Holland

Holland har indtil videre lukket af for passagerer, der ankommer fra for eksempel Italien. (Foto: © OLAF KRAAK, Scanpix)
  • 3.003 smittede

  • 107 døde

Gaderne i Holland er for det meste tomme, efter regeringen har bedt alle, der kan, om at arbejde hjemmefra.

Skoler og daginstitutioner er lukkede. Det samme er butikker, restauranter og sportscentre.

Opdateret 21. marts 13.30

Polen

Udlændinge får ikke længere lov til at komme ind i Polen. (Foto: © DAREK DELMANOWICZ, Scanpix)
  • 425 smittede

  • 5 døde

Polen har valgt at lukke sine grænser for alle udlændinge, og alle polske statsborgere, der vender hjem, skal i 14 dages karantæne.

Hvis man har en opholdstilladelse i Polen, vil det også være muligt at komme ind i landet, og godstransport vil fortsat være tilladt.

Der er ikke planer om at aflyse landets præsidentvalg den 10. maj på trods af et forbud om forsamlinger på flere end 50 mennesker, der gør det svært at føre en normal valgkamp.

Shoppingcentre er blevet lukket. Det gælder dog ikke de butikker i centret, der sælger dagligvarer, apoteker og nogle enkelte serviceudbydere. Alle butikker udenfor shoppingcentre kan holde åbent som normalt.

Restauranter, barer og kasinoer vil blive lukket, og det samme er tilfældet for alle landets skoler, universiteter, biografer, teatre og museer.

Den katolske kirkes ledelse har meldt ud, at man vil begrænse antallet af mennesker i henhold til de nye retningslinjer.

Opdateret 21. marts klokken 13:04

Tjekkiet

Tjekkiet er transitland for mange af de varer, der bliver fragtet gennem Europa. (Foto: © Michal Cizek, AFP or licensors)
  • 572 smittede

  • 0 døde

Der er blevet erklæret nødretstilstand i landet.

Mandag den 16. marts blev flere byer i den østlige del afskåret fra omverdenen, og der blev indført forbud mod at gå ud, medmindre det drejer sig om arbejde eller indkøb og få andre ærinder, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Premierminister Andrej Babis har opfordret folk til at arbejde hjemmefra eller tage ferie. Offentlig transport kører stadig.

Skoler er lukket og det samme er de fleste butikker og restauranter. Der er indført forbud mod offentlige begivenheder med flere end 30 mennesker.

De tjekkiske grænser er hermetisk lukket. Det gælder for alle udlændinge, der vil ind i landet, men tjekkerne kan heller ikke få lov at rejse ud. Personer med opholdstilladelse vil være undtaget.

Der vil dog være undtagelser, lød det fra landets premierminister, Andrej Babis, der siger, at regeringen forsøger at holde import og eksport af varer kørende.

Lastbiler vil få tilladelse til at køre igennem, og folk, der arbejder i grænseområder i nabolandene, vil også få tilladelse til at krydse grænsen, oplyser myndighederne.

Tjekker, der kommer hjem fra ét af 15 forskellige lande, skal gå i hjemmekarantæne med det samme. Blandt landene er nabolande som Tyskland og Østrig.

Opdateret 19. marts klokken 12:35

Slovakiet

En slovakisk politimand tager temperatur på indrejsende. (Foto: © RADOVAN STOKLASA, RADOVAN STOKLASA)
  • 105 smittede

  • 0 døde

Nabolandet Slovakiet har stort set også bremset for alle rejser ind og ud af landet.

Landets regering har indført grænsekontrol, internationale lufthavne vil lukke, og det samme med internationale ruter for bus og tog. Godstransport vil fortsætte.

Alle landets skoler er lukket i mindst 14 dage. I weekenden lukkede alle shoppingcentre, og det er planen at lukke skisportsområder, svømmehaller, natklubber og alle andre centre for underholdning- og fritidsaktiviteter.

Alle personer, der kommer hjem fra udlandet, skal i karantæne i 14 dage.

Opdateret 19. marts klokken 13:00.

Cypern

Folk holder behørig afstand til hinanden på Cypern. (Foto: © Yiannis Kourtoglou, Scanpix)
  • 58 smittede

  • 0 døde

Middelhavsøen Cypern har meldt ud, at grænserne er lukket i 15 dage fra den søndag den 15. marts.

Det gælder for alle udlændinge på nær europæere, der arbejder på øen, og folk med særlige tilladelser, oplyste landets præsident, Nicos Anastasiades, fredag.

Alle der kommer ind i landet skal være i karantæne i 14 dage.

Myndighederne har også lukket alle skoler indtil 10. april. Derudover er der forbud mod alle arrangementer, eksempelvis i biografer og på restauranter, hvor der er flere end 75 personer til stede. Det gælder dog ikke supermarkeder og shoppingcentre.

Opdateret 19. marts klokken 13:00

På kortet ovenfor kan du se, hvor europæiske skoler allerede er blevet helt eller delvist lukket - eller hvor myndighederne har truffet beslutning om det.

Kilder: Reuters, AP, The Guardian, Politico, Financial Times, SVT, Politico.eu

Kilde på antal smittede og døde stammer primært fra Center for Systems Science and Engineering på Johns Hopkins University.