OVERBLIK Fra Sydamerikas rigeste til et land i frit fald

Mens den dybt pressede præsident i Venezuela, Nicolas Maduro, i høj grad bebrejdes for den enorme armod i Venezuela, peger iagttagere på, at man ikke skal glemme forgængeren, Hugo Chavez, når man kigger efter rødderne til krisen.

I løbet af 1970'erne går det stærkt fremad for Venezuelas økonomi takket være høje oliepriser, der altid er en god nyhed for landet, som sidder på verdens største oliereserver.

I 1973 nationaliserer landet olie- og stålindustrien, og landets valuta står på sit stærkeste over for den amerikanske dollar.

Økonomiske kriser i 1980'erne får dog skabt vrede i befolkningen om blandt andet korruption, og i 1992 forsøger obersten Hugo Chavez at vælte landets præsident, Carlos Andrés Pérez, ved et militærkup.

Kuppet fejler, og Chavez må vente med at overtage tøjlerne til 1998, hvor han vinder landets præsidentvalg.

Den tidligere faldskærmssoldat lancerer snart en "bolivarisk revolution" opkaldt efter folkehelten Simon Bolivar, som gjorde op med spansk herredømme i landet.

Chavez' revolution skal bekæmpe kapitalisme og skabe en socialistisk stat med en større fordeling af landets store ressurser.

I løbet af 2001 indfører præsidenten 49 love, der skal omfordele land og rigdom. Præsidentens voksende indblanding i blandt andet olieindustrien fører til et kup mod ham i 2002, men det lykkes den populistiske præsident at blive siddende.

Præsidenten fyrer 20.000 ansatte i det statslige oliefirma, PDVSA, for deres rolle i kupforsøget og begynder at bruge selskabets overskud til at finansiere sine sociale initiativer.

Efter at have vundet præsidentvalget med 63 procent af stemmerne i 2006 går Chavez i gang med at nationalisere energi- og teleindustrien.

Året efter annoncerer Chavez, at Venezuela trækker sig ud af IMF og Verdensbanken, mens staten - trods amerikanske protester - overtager samtlige oliefelter i landet.

Venezuela producerer i en årrække tre millioner tønder olie om dagen, som Chavez blandt andet sender billigt eller gratis til nabolandene.

Mens Venezuela tager afstand fra USA, stopper det ikke landet i at sende olie for mere end 100 millioner dollar til 200.000 amerikanske familier.

I 2008 topper oliepriserne med en pris på 145 dollar per tønde.

I 2011 forsvinder omkring tre milliarder kroner fra det statslige olieselskabs pensionskasse, uden at det får konsekvenser for de involverede, som har forbindelser til regeringen.

I løbet af 2012 udvider staten sin kontrol til at bestemme prisen på basale varer for at bekæmpe stigende inflation.

Et år efter at være blevet genvalgt for fjerde gang dør Hugo Chavez af kræft i 2013. Hans foretrukne arvtager, Nicolas Maduro, vinder snævert præsidentvalget og forsøger at fastholde idéerne fra sin mentor.

Men hver tønde olie indbringer nu mindre end halvt så meget, som under Chavez, og manglende investeringer betyder, at landets olieproduktion falder stødt.

I november 2013 er den årlige inflation på over 50 procent, og landets nationalforsamling giver Maduro nødbeføjelser i et år for at forsøge at redde landet ud af problemerne.

I 2014 falder olieprisen dramatisk, og snart fører bluser uroligheder op, hvor 28 bliver dræbt ved optøjer i gaderne. I slutningen af året annoncerer regeringen store nedskæringer.

Året efter mister socialistpartiet magten i landets nationalforsamling for første gang i 16 år.

I august 2017 forværres situationen, da præsident Trump indfører økonomiske sanktioner mod landet og det statsejede olieselskab, PDVSA, i et forsøg på at straffe Nicolas Maduro for blandt andet korruption og dårlig ledelse af landet.

Landet, der baserer op mod 95 procent af sin eksport på olie, er i de senere år blevet ramt af en smertefuld kombination af faldende oliepriser og den laveste olieproduktion i 70 år.

Den faldende olieproduktion skyldes fortidens manglende investeringer og vedligholdelse, efter Chavez smed de internationale selskaber på porten.

Finansmagasinet Bloomberg påpeger, at dette kan ses ved, at landet er gået fra at give billig olie til naboerne til i stedet at sende størstedelen til Kina og Rusland, som har lånt landet i omegnen af 450 milliarder kroner til gengæld for olie.

I starten af 2016 annoncerer Nicolas Maduro flere tiltag rettet mod at få landets skrantende økonomi tilbage på rette kurs. Det indbefatter blandt andet devaluering, og den første stigning i prisen på benzin i 20 år.

I september demonstrerer flere hundrede tusinde mod præsident Maduro, som de bebrejder for den økonomiske krise i landet.

I maj 2018 vinder han sikkert præsidentvalget, som boykottes af oppositionen, mens blandt andre USA og EU vurderer, at valget ikke lever op til selv de laveste internationale standarder.

Landets vingeskudte økonomi fortsætter sit fald med en galopperende årlig inflation på 80.000 procent i 2018.

For få dage siden erklærer den hidtil relativt ukendte oppositionsleder Juan Guaidó præsident Maduro for afsat og sig selv for indsat som midlertidig præsident. En række nabolande og USA er blandt landene til at anerkende Guaidó som Venezuelas legitime præsident.

Trods opbakning fra udlandet så peger iagttagere på, at en reel magtovertagelse kan have lange udsigter.

Militærtoppen i Venezuela bakker nemlig foreløbig fuldt op om Maduro.

Men Guaidó fortsætter: Han beder sine landsmænd om at forlade arbejdet midt på dagen onsdag, og lørdag ønsker han massedemonstrationer i "ethvert hjørne af Venezuela" og rundt om i hele verden.

Kilder: BBC, Reuters, The Times, Al-Jazeera, Bloomberg, Forbes, The Independent, UNHCR