OVERBLIK Det ved vi om giftgasangrebet i Syrien

Dødstallet stiger efter en by i Idlib-provinsen i Syrieni går blev udsat for et giftangreb.

En syrisk mand modtager behandling efter angrebet. (Foto: © MOHAMED AL-BAKOUR, Scanpix)

Hvad skete der, da byen Khan Sheikhoun i det nordlige Syrien blev ramt af bombefly, og folk derefter begyndte af dø som følge af giftgas?

Her er, hvad vi ved:

Angrebet fandt sted klokken cirka 6.30 tirsdag morgen i Khan Sheikhoun, en by i den nordlige Idlib-provins, som kontrolleres af syriske oprørere.

Provinsen huser ifølge FN omkring 900.000 mennesker, der er flygtet fra andre steder af Syrien.

Kort efter angrebet meldte læger, at de havde taget imod mennesker, der hostede, havde alvorligt åndedrætsbesvær og i nogle tilfælde fråde om munden. Flere var bevidstløse.

Mere alvorligt

Dødstallet er stigende – ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder er 72 dræbt, heriblandt 20 børn og 17 kvinder.

Lægen Abdel Hai Tennari, der var med til at behandle ofrene, siger til nyhedsbureauet AP, at dette var mere alvorligt end et angreb med klorgasser.

- Ved tidligere tilfælde har skaderne været mindre omfangsrige, siger han. Ifølge lægen døde de fleste, inden de kom på hospitalet.

Uden ansvar

Syrien har afvist at stå bag. Men landets allierede, Rusland, siger, at syriske fly udførte angrebet, men at giftgassen opstod, da flyene bombede et lager, hvor oprørere havde kemiske våben.

I Tyrkiet siger sundhedsminister Recep Akdag, at man har fundet tegn på, at der blev brugt kemiske våben ved angrebet.

Han nævner ingen detaljer. Omkring 30 mennesker fra angrebet er blevet bragt over grænsen til behandling i Tyrkiet.

Vrede reaktioner

Reaktionerne fra det internationale samfund har været massive.

USA kalder angrebet for en ”afskyelig” handling, ”som ikke kan ignoreres af det internationale samfund”. USA mener, at gassen sarin blev brugt, og det er ”næsten sikkert”, at Assad-tro styrker stod bag angrebet.

Den britiske udenrigsminister Boris Johnson siger, at alle beviser, han har set, antyder, at det var Assad-regimet, der brugte ulovlige våben mod sit eget folk.

Paven kalder det en ”uacceptabel massakre”.

FN vil kræve undersøgelse

FN’s Sikkerhedsråd træder sammen onsdag eftermiddag for at drøfte en resolution fremsat af USA, Storbritannien og Frankrig.

Ifølge Reuters kræver resolutionen, at Syrien skal give oplysninger til en international undersøgelse: Fremlægge alle flyveplaner og -registreringer for tirsdag, navngive alle chefer for landets helikopter-eskadriller og give adgang til flybaser, hvor man mener, angrebet skal være udgået fra.

FN’s generalsekretær skal rapportere hver måned til Sikkerhedsrådet, om Syrien samarbejder med den internationale undersøgelse.

Det er uvist, hvordan Rusland og Kina vil reagere. De to lande nedlagde i februar veto mod FN-sanktioner mod Assad-styret.

Konventionen

FN og Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben, OPCW, i Haag har fastslået, at Syrien stod bag tre angreb med klorgas i 2014 og 2015.

Syrien blev også gjort ansvarlig for et giftgasangreb på Damaskus-forstaden Ghouta i august 2013, da flere hundreder blev dræbt.

Klor er ikke som sådan et forbudt kemikalie, men det er forbudt at bruge som våben ifølge en konvention fra 1997, som også Syrien har underskrevet.