Otte kvinders sex-anklager mod politiker er en belastning for Trump

Den amerikanske republikanske politiker Roy Moore afviser alt og fortsætter sin kamp for at blive valgt til senatet.

Listen over senatskandidat Roy Moores modstandere og fjender vokser dag for dag.

Otte kvinder er nu trådt frem og har fortalt, hvordan de som teenagere blev jagtet af Moore, som dengang var i 30'erne og ansat som offentlig anklager.

Kvinderne fortæller om forskellige former for seksuelle overgreb.

Beverly Young Nelson er af de kvinder, der har anklaget Roy Moore for at have begået seksuelt overgreb mod hende, da hun var en teenager i 1977. (Foto: © Justin lane, Scanpix)

Roy Moore er i dag 70 år, og han afviser alle anklager som politisk motiveret og fortsætter sin kamp for at vinde et valg i staten Alabama den 12. december. Vinder han, får han sæde i senatet i Washington for det republikanske parti.

Efterhånden, som anklagerne mod Moore er vokset i antal, har han mistet opbakningen fra flere og flere i sit eget partis ledelse.

Mitch McConnell, der leder det republikanske partis flertal i senatet, har bedt Moore trække sig.

Det samme har partifællen Paul Ryan i Repræsentanternes Hus og en stribe andre republikanske topfolk i Washington.

Men deres ord har ikke gjort nogen forskel hidtil, for de republikanske vælgere i Alabama har forlængst udpeget Roy Moore som partiets kandidat.

Det skete ved et primærvalg, før sex-anklagerne så dagens lys, og ingen andre end Roy Moore selv kan nu fjerne hans navn fra stemmesedlen.

Belastende sag for præsident Trump

Flere republikanske vælgere støtter stadig Roy Moore, her i byen Huntsville i delstaten Alabama. (Foto: © Aaron P. Bernstein, Scanpix)

Den eneste topleder fra det republikanske parti, som hidtil har været tavs om sagen, er præsident Donald Trump.

Pressetalsmand for Det Hvide Hus, Sarah Huckabee Sanders, sagde dog torsdag aften, at præsidenten anser anklagerne for seriøse og bekymrende, men at det er befolkningen i Alabama, der i sidste ende afgør, hvem statens kommende senator bliver.

Nu, hvor sagen trækker overskrifter i alle nationale medier, er den blevet en belastning også for præsidenten.

Dels fordi sagen minder vælgerne om den lydoptagelse med Donald Trump, som kom frem under valgkampen for godt et år siden, hvor han fortæller om sine egne overgreb på kvinder. Men også fordi Roy Moore på mange måder fører en valgkampagne magen til den, der gav Trump sejren.

Moore er populist og slår sig op som en oprører, der kæmper om det etablerede system i Washington.

Han har støtte fra Trumps tidligere chefstrateg i Det Hvide Hus, Steve Bannon.

Det var i høj grad Bannon, der blandede den politiske cocktail, som gav Trump valgsejren i 2016.

Med andre ord: Hvis Trump melder sig i koret af republikanske ledere, som kræver, at Roy Moore trækker sig, så risikerer præsidenten samtidig at lægge ud med sine kernevælgere.

På længere sigt kan balladen om Roy Moore blive gift for det republikanske parti frem mod midtvejsvalget om knap et år.

I dag har partiet flertal i begge kamre i Kongressen, og det flertal er på spil ved midtvejsvalget, hvor demokraterne håber at kunne udnytte præsidentens upopularitet til sejr.

Og jo længere Roy Moore forbliver i overskrifterne, desto værre for det republikanske parti.

Partiet har trods sine flertal i kongressen været ude af stand til at gennemføre større reformer, siden Trump trådte til.

Partiet er dybt splittet mellem en etableret fløj, som har tegnet partiet politik i Washington i årevis, og en populistisk og nationalistisk bevægelse, som Trump og Bannon tegner.

Ender Roy Moore i senatet efter valget 12. december, vil den splittelse kun blive værre, og det vil koste dyrt for republikanerne på længere sigt.