Donald Trump havde ikke været præsident i mere end én dag, før han underskrev et forbud mod at give amerikanske skattekroner til internationale organisationer, der udfører aborter eller informerer om muligheden for at afbryde en graviditet.
Forbuddet er et skridt i den radikalt forkerte retning, mener vicegeneralsekretær Tania Dethlefsen fra organisationen Sex og Samfund i Danmark.
- Millioner af piger, kvinder og familier i udviklingslande vil blive ramt af dette, siger hun.
Sex og Samfund har startet en indsamling for at støtte de af organisationens 147 søsterorganisationer, som nu risikerer at blive afskåret fra amerikansk udviklingsstøtte.
- De bliver tvunget til at tage et valg: Hvis de vil fortsætte med at rådgive om abort, så risikerer de at miste finansiering til alle deres ydelser, siger hun.
USA er det land i verden, der giver mest i støtte til udviklingslande, og det er nogle af dé penge, der er på spil.
Tania Dethlefsen forventer ikke, at indsamlingen kan kompensere for et muligt tab i amerikanske støttekroner, men hun håber, at Sex og Samfund vil få midler nok til at kunne presse regeringer i Europa til at yde en særlig indsats.
- Vi vil også gerne kompensere vores søsterorganisationer, der nu kan miste finansiering, men der er brug for mange dråber i havet, siger hun.
Mundkurvspolitikken
Forbuddet har været en politisk kastebold i USA siden 1980’erne. Det blev oprindeligt indført af republikanerne, hvorefter demokraterne har ophævet det, når de er kommet til magten.
Forbuddet går under flere navne, herunder Mexico City-politikken og mundkurvspolitikken.
Sidstnævnte er en henvisning til, at organisationer ikke må informere om, advokere for eller henvise kvinder til at få en abort, hvis de modtager amerikansk udviklingsstøtte.
Modstandere af forbuddet raser over, at det blev genindført umiddelbart efter store demonstrationer flere steder i verden, hvor der blev protesteret mod blandt andet Donald Trumps holdninger til abort og ligestilling.
Samtidig skete det dagen efter årsdagen for Højesterets historiske beslutning i sagen Roe mod Wade, der lovliggjorde abort 22. januar 1973.
Enmandshær mod abort
Spørgsmålet om abort deler i det hele taget vandene i USA og var også et af emnerne under valgkampens debatter mellem Hillary Clinton og Donald Trump.
Her sagde Donald Trump blandt andet, at det skal være muligt at straffe kvinder, der får en illegal abort, og at kvinder kun skal have lov til at få en abort, hvis de er blevet gravide som følge af voldtægt eller incest, eller hvis deres liv er i fare på grund af graviditeten.
Se klip fra debatten her. Artiklen fortsætter under videoen:
Donald Trumps vicepræsident, Mike Pence, har i årevis forsøgt at stoppe offentlig støtte til organisationer, der udfører aborter.
Som guvernør i Indiana blev han betragtet som en enmandshær i kampen mod abort og stod blandt andet bag lovgivning, der forbød kvinder at få abort, hvis fostret var handicappet.
Som modsvar opstod en internetkampagne, hvor amerikanere donerede penge i Mike Pences navn til organisationen Planned Parenthood, der udfører en stor andel af aborterne i USA, hvorefter han fik en kvittering med tak for sin donation.
Organisationer frygter konsekvenserne
Lederen af Planned Parenthood i USA, Cecile Richards, forventer, at forbuddet også vil påvirke organisationer, der arbejder med alt fra rådgivning om hiv, aids og zika til mødredødelighed.
- Resultaterne bliver ødelæggende, siger hun i et interview med MSNBC.
- Kvinder kommer til at lide under det, og tusindvis af indsatser rundt omkring i verden kommer til at lide under det.
Både Planned Parenthood og organisationen Marie Stopes International forventer, at forbuddet vil få antallet af aborter til at stige på grund af manglende rådgivning om kvindernes muligheder, og at flere aborter vil foregå under usikre forhold.
Marie Stopes International arbejder i 37 lande med at udbrede kendskabet til prævention og med at hjælpe kvinder, der ønsker en abort.
- Folk fratages retten til at træffe valg, der kunne forbedre deres liv: Fra pigen, der kunne have undgået en uønsket graviditet, til moderen til fem, der kunne have undgået den livstruende risiko ved en usikker abort, udtaler lederen af organisationens internationale arbejde, Marjorie Newman-Williams, i en pressemeddelelse.