Oprørsgrupper vil igen forhandle med Assad

Den syriske opposition siger, at den er villig til at optage forhandlinger med Bashar Assads regime.

Amerikanske og russiske repræsentanter er samlet i Genève, hvor der ifølge planen skal føres forhandlinger med henblik på at få stoppet en "total og absolut ødelæggelse af Aleppo". (Foto: © THAER MOHAMMED, Scanpix)

Den syriske opposition udtaler, at den er villig til at genoptage fredsforhandlinger uden forhåndsbetingelser med Bashar al-Assads styre, siger Frankrigs udenrigsminister efter drøftelser i Paris med en række vestlige lande, deriblandt USA, og repræsentanter for oprørsbevægelsen.

- Det er nødvendigt, at vi får fastslået betingelserne for en virkelig politisk overgangsperiode, og forhandlinger må genoptages på et klart grundlag inden for rammerne af FN-resolutionen, siger Frankrigs udenrigsminister, Jean-Marc Ayrault, med henvisning til en køreplan for en afslutning på den fem år lange krig i Syrien.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, siger i Paris, at det syriske regime er skyldig i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

- Det syriske militærs konstante luftbombardementer af Aleppo er en forbrydelse mod menneskeheden, siger Kerry, som opfordrer Rusland til at få stoppet luftangrebene.

Amerikanske og russiske repræsentanter er samtidig samlet i Genève, hvor der ifølge planen skal føres forhandlinger med henblik på at få stoppet en "total og absolut ødelæggelse af Aleppo".

I mens fortsætter luftangreb mod oprørerenes stadigt mindre enklave i storbyen Aleppo.

En korrespondent fra AFP i det vestlige Aleppo siger, at der lørdag hørtes fly cirkle over den østlige del af byen, mens bombardementer og beskydninger fortsatte.

/ritzau/Reuters