FN: 12.000 syriske flygtninge nægtes indrejse til Jordan

FN's Flygtningehøjkommissariat vil have Jordan til at åbne grænserne for strandede flygtninge.

Ifølge FN har Jordan lukket for grænsen til Syrien. (Foto: © pool, Scanpix)

Omkring 12.000 syriske flygtninge sidder fast ved grænsen til Jordan, da myndighederne har lukket for overgangen ifølge FN.

Det bekymrer FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), da den humanitære situation bliver stadig værre.

Derfor beder UNHCR jordanerne om at åbne grænsen, særligt for børn og andre sårbare grupper.

- Der er fare for flygtninges liv de næste måneder. Så i dag anmoder UNHCR om, at Jordan lader de strandede flygtninge rejse ind i landet, siger Melissa Fleming, som er talskvinde for FN-organisationen, som har hovedkvarter i Genève, Schweiz.

/ritzau/Reuters