Der blev udvekslet hårde ord, da Ungarns premierminister, Viktor Orbán, skulle forsvare sin regerings politik over for EU-Parlamentet.
- Der bliver virkelig gået til stålet, siger DR's EU-korrespondent Ole Ryborg.
- Venstrefløjen, socialdemokraterne og de liberale er meget kritiske. Nogle af dem har faktisk været tæt på at opfordre Ungarn til ligefrem at forlade EU, siger han.
Trussel om retssag
EU's kritik handler blandt andet om en ny ungarsk lov, der kan betyde, at udenlandske universiteter bliver lukket.
Loven bliver anset som et forsøg på specifikt at ramme Central European University (CEU), som rigmanden og Orbán-kritikeren, den ungarsk-amerikanske George Soros har grundlagt.
EU har truet med en retssag, hvis ikke loven bliver trukket tilbage. Beskyldningerne fra Bruxelles er nemlig, at loven blot skal styrke Orbáns egen magt, svække demokratiet og stække enhver form for udenlandsk indblanding i ungarske forhold.
Derudover mener EU, at den ungarske regering fejlinformerer sin befolkning om EU med en folder med overskriften 'Stop Bruxelles', der er sendt ud i hele landet.
- Den vil de gerne have trukket tilbage, siger Ole Ryborg.
En af de hårdere meldinger under debatten kom fra formanden for den liberale gruppe i EU-Parlamentet, Guy Verhofstadt, der anklagede Viktor Orbán for at ville have EU-pengene, men ikke efterleve de europæiske demokratiske værdier om menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet.
- Hvad bliver det næste? Bogafbrænding foran det ungarske parlament?, spurgte Guy Verfofstadt blandt andet den ungarske premierminister.
Orbán og hans parti Fidesz-partiet er, siden de kom til magten i 2010, blevet kritiseret for at svække demokratiet - blandt andet ved at nationalisere medier, svække forfatningsdomstolen og indskrænke migranters rettigheder.
Viktor Orbán svarede igen ved at kalde situationen "absurd".
- Det er næsten, som om nogen er anklaget for drab, derefter dømt. Men det angivelige offer lever i bedste velgående. Offeret står faktisk og peger fingre ad den dømte og råber: Morder!, sagde han.
Han henviste ifølge Ritzau til et brev fra præsidenten for universitet, der angiveligt skulle forsikre de studerende om, at universitet ikke bliver lukket.
Orbán tilføjede, at formålet med loven ikke er at ramme bestemte uddannelsesinstitutioner, men at fjerne de udenlandske universiteters privilegier, så de sidestilles med resten af landets universiteter.