Der var stadig en opfordring til at tænke sig om og fejre nytåret på en ansvarlig måde.
Men budskabet fra den sydafrikanske regering var uden tvivl optimistisk efter et møde i aftes i regeringen
Al data indikerer nemlig, at landet er kommet igennem den værste del af fjerde bølge af coronapandemien, lyder det fra regeringen.
Antallet af smittetilfælde er faldet i syv af landets ni provinser, og næsten alle provinser har oplevet nedgang i hospitalsindlæggelser.
Og den seneste coronabølge drevet af omikron-varianten har ført til lavere antal af indlæggelser end forgængerne.
- Det betyder, at landet nu har kapacitet til indlæggelser af patienter, der bare skal til rutinemæssige sundhedsundersøgelser, siger Mondli Gungubele fra den sydafrikanske regering.
Den dobbelte trussel
Ifølge tal fra landets sundhedsstyrelse har der været en nedgang på næsten 30 procent i antallet af smittetilfælde i sidste uge sammenlignet med ugen før, og det er blandt andet det, der har givet anledning til optimisime i den sydafrikanske regering.
De seneste tal for i går viser dog stadig en positivprocent på 28,1 procent, og antallet af nye smittetilfælde er stadig højst i Gauteng, hvor man opdagede det først kendte udbrud af omikron.
Helt så optimistiske toner lyder der ikke fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, der beskriver den nuværende situation for en "tsunami af smittetilfælde".
- Lige nu er delta og omikron den dobbelte trussel, der driver antallet af smittetilfælde til rekordhøjder, og det leder til indlæggelser og dødsfald. Jeg er meget bekymret over, at omikron, der er meget smitsom, cirkulerer samtidig med delta, siger generalsekretær for WHO, Tedros Ghebreyesus.
Svær sammenligning
Selvom det kan betragtes som positive nyheder fra Sydafrika, er det dog ikke helt muligt at sammenligne situationen én til én, vurderer Flemming Konradsen, der er professor i global miljøsundhed på Københavns Universitet.
En af årsagerne er ikke mindst, at befolkningssammensætningen er afgørende at tage i betragtning, og der er den sydafrikanske befolkning i gennemsnit en del yngre end vi for eksempel er herhjemme.
- Noget andet er, at der også er en sandsynlighed for, at de i Sydafrika kan have været inficeret i stor udbredelse både en og måske to gange, og så vil beskyttelsen mod svær sygdom også være højere, siger han.
Med en høj alder følger også flere underliggende sygdomme, og det giver en markant risiko for et vanskeligere sygdomsforløb, og afhængig af hvordan sygdommen manifesterer sig, vil der derfor være forskelle mellem landene.
Tegn på mildere sygdomsforløb
Det er omkring en måned siden, man oplevede de første smitteudbrud i Sydafrika, så på nuværende tidspunkt er formentlig også den ældre del af befolkningen blevet ramt, mener Flemming Konradsen.
- Det er positivt, at hvis man bliver smittet med den nye variant, synes det at være mindre indlæggelseskrævende, man er indlagt i kortere tid og med mindre behov for ressourcetunge intensivafdelinger, siger han og tilføjer, at det indikerer den foreløbige data fra eksempelvis både Skotland og England, men også herhjemme:
- Spørgsmålet er, om billedet herhjemme vil ændre sig om et par uger, hvis den rammer hjemmeplejen, de ældre og sårbare. Det, man hele tiden skal huske på, når vi taler om, hvor farlige de forskellige varianter er, er, at vi godt kan håndtere det, men udfordringen er, at de ressourcer tages et andet sted fra, siger han.
Han peger på, at den overdødelighed, der eksempelvis ses i Bulgarien og Peru, hænger sammen med, at man ikke længere har mulighed for at varetage andre sædvanlige sundheds- og helbredsydelser.
Selvom der flere steder i verden, herunder flere steder i Europa, registreres rekordhøje antal smittetilfælde under hele pandemien, følger kurven af hospitalsindlæggelser slet ikke med i samme tempo - heller ikke hvis man indregner en vis tidsforskydning.
Men, pointerer Flemming Konradsen:
- Vi skal stadig flade bølgen ud, så hvis du har en markant øget smittespredning, skal antallet af symptomatiske indlæggelser flade markant ud for at opveje den høje andel af smittede.
Ophæver restriktioner
I Sydafrika tror man dog så meget på den positive udvikling, at en række restriktioner nu bliver ophævet. Fremover er der derfor ikke længere spærretid, og det vil igen blive tilladt at sælge alkohol på barer og restauranter efter klokken 23.
Det er dog stadig et krav at bære maske på offentlige steder, og det er ikke tilladt at samles mere end 1.000 personer indendørs og 2.000 udenfor.
Sundhedsmyndighederne i Sydafrika vil dog fortsat holde nøje øje med situationen og ændre kurs, hvis smittetallet igen løber løbsk.
Og så opfordrer regeringen fortsat sydafrikanerne til at blive vaccineret.
- Det er det bedste forsvar mod svær sygdom, indlæggelser og død. Alle i Sydafrika, der endnu ikke er blevet vaccineret opfordres til at få det gjort så hurtigt som muligt, det gælder også personer, der nu kan få et booster-stik, lyder det.