Op mod 90.000 børn er blevet forældreløse i det sydamerikanske land Peru i løbet af pandemien.
Myndighederne taler om en skjult pandemi, fordi mange af børnene både skal leve med traumerne af at miste en eller begge forældre til corona, men ofte betyder forældrenes dødsfald også, at barnet ender i ekstrem fattigdom.
Esperanza Zarate ser tomt ud i luften.
Den lille syv-årige pige sidder på trappen foran sin mosters hus i den sydlige del af Lima – Perus hovedstad. De mørke øjne ser nysgerrigt på mig, men de smiler ikke.
Det er godt og vel et år siden, at Esperanzas mor tog på hospitalet.
Hun havde symptomer, der pegede på, at hun måske havde fået en lungebetændelse – eller kunne det være corona?
Esperanza så aldrig sin mor igen. Moren blev indlagt, og familien måtte ikke besøge hende på hospitalets corona-afdeling. Esperanza fik lov at være hos sin moster, og bare fem dage senere ringede telefonen hos mosteren: Esperanzas mor var død med covid-19.
Ingen begravelse. Ingen forklaring. Intet farvel.
- Jeg bor hos min moster…fordi min mor er død, forklarer Esperanza mig med en voksens logiske tonefald.
- De sagde, at nu skulle jeg være hos min moster, og at hun fik forældremyndigheden. Så nu bor vi alle sammen her.
Dermed blev Esperanza en del af den skjulte pandemi.
Et udtryk som de peruanske myndigheder bruger, når de skal sætte ord på den tragiske kendsgerning, at over 90.000 børn i Peru har mistet en eller begge forældre til corona.
Peru er det land i verden, der har flest døde med covid-19 målt i forhold til antallet af indbyggere:
Penge følger de forældreløse børn
Udover det åbenlyst traumatiske og tragiske i at miste sin mor eller far, mens man er barn, så er det i Peru og andre lande med høj fattigdom et kæmpe problem, at barnet samtidig mister sin forsøger.
De peruanske myndigheder har indset den potentielle fattigdom, mange af børnene står over for - enten på egen hånd eller ladt tilbage med kun en forælder – og kun en indkomst.
Så nu er der indført en særlig pension til børn, der specifikt er blevet forældreløse på grund af covid-19.
Gabriela Zarate passer nu både sine egne og sin søsters børn:
Deres værger kan få udbetalt ca. 300 kroner om måneden, og det er faktisk en reel hjælp for mange peruanske familier, der i forvejen lever på kanten af sult fra dag til dag og ofte uden en fast indkomst.
- Det er en stor hjælp for os, fortæller Esperanzas moster, Gabriela Zarate.
- Børnenes far forsvandt for mange år siden, og jeg lovede min søster, at jeg skulle tage mig af hendes børn, hvis der skete noget, men det er hårdt at få råd til mad og skoleuniformer og så videre, fortæller hun.
Gabriela Zarate havde i forvejen selv fire børn, og nu har hun adopteret Esperanza og hendes tre søskende.
Gabriela Zarate er pludselig blevet mor til otte, og der rækker en løs indtægt som taxichauffør ikke langt, så hun håber, at regeringen i Peru fortsætter udbetalingerne til de forældreløse børn fremover.
Mere end en million børn er ramt
Esperanza Zarate er dog langt fra et enestående tilfælde. Verden over har tusindvis af børn det seneste halvandet år mistet en eller begge forældre som følge af pandemien.
Ifølge en undersøgelse i det anerkendte tidsskrift The Lancet mistede over 1,1 million børn deres primære forsørger, der også tæller eksempelvis bedsteforældre, i perioden marts 2020 til april 2021.
Udover Peru er antallet af børn uden forældre og forsørgere også højt i særligt i Mexico og Sydafrika, og situationen kan få alvorlige og langtrækkende konsekvenser for børnene.
Undersøgelsen peger på, at nogle af følgerne af at miste sin primære forsørger blandt andet er øget risiko for mentale problemer og seksuel vold.
Og det er et billede, man genkender i Red Barnet, fortæller Kristine Mærkedahl Jensen, der er international souchef i organisationen.
Ifølge souschefen er det vanskeligt at gisne om, hvor mange børn, der deler skæbne med Esperanza Zarate, men der er ingen tvivl om, at pandemien rammer børn hårdt, fordi de er langt mere sårbare, siger hun.
- De er jo afhængige af deres forældre for at få mad, få tag over hovedet og for at komme i skole. Og vi ved, at jo længere der går, desto mindre er sandsynligheden for, at de vender tilbage til skolen, siger hun og uddyber:
- Det gør det lettere at rekruttere dem til væbnede grupper, og de risikerer seksuel vold og børnearbejde, siger hun.
Red Barnet anslår, at helt op mod 117 millioner børn ikke går i skole, og selvom nogle er på vej tilbage, er det langt fra alle.
Ifølge souschefen er særligt piger sårbare:
- Risikoen for børneægteskaber vokser også på grund af fattigdom. Familier kan være så desperate, at de ikke kan ty til andre midler for at skaffe mad på bordet og sørge for, at børenene overlever, siger hun og slår fast:
- Pandemien har ageret accelerator, og derfor forværres de eksisterende kriser, inklusive øget fattigdom, væbnede konflikter og sult, siger Kristine Mærkedahl Jensen.