Det påkaldte sig ikke den store opmærksomhed, da BMW’s motorfabrik i Hams uden for Birmingham sidste sommer meddelte, at den ikke længere skulle producere motorer til søsterfabrikken ved Tshwane i Sydafrika.
Måske fordi nyheden kom på et tidspunkt, hvor bilproducenten allerede gennem længere tid havde været i gang med at udfase eksporten af motorer fra den engelske til den sydafrikanske BMW-fabrik.
Derfor virkede det ikke umiddelbart som nogen dramatisk beslutning, at ledelsen havde besluttet, at det i fremtiden skulle være en BMW-fabrik i Tyskland, som skulle stå for produktionen af motoren til den BMW X3, der produceres i Sydafrika.
Og det var da heller ikke sådan, at de 800 ansatte på fabrikken i England stod over for en øjeblikkelig afskedigelse. Der var tale om en omlægning af produktionen. Udramatisk og ikke noget, som fremkaldte store overskrifter i britiske medier.
Men bag den lavmælte udmelding lå faktisk en større og langt mere afgørende og strategisk beslutning, som viser, hvor besværligt det bliver for en række virksomheder at opretholde produktion i Storbritannien efter brexit.
Langt større bureaukrati i vente
Sagen er blot et ud af tusindvis af eksempler på, hvordan Storbritanniens exit fra EU skaber komplikationer, når der fremover skal handles med briterne. Komplikationer, som når langt uden for EU´s grænser – helt ned til eksempelvis Sydafrika.
For når brexit er en realitet, vil handel mellem EU og Storbritannien være ensbetydende med et langt større bureaukrati. Og for nogle områder – såsom eksporten af BMW-motorer fra England til Sydafrika – vil brexit betyde, at en produktion ikke længere er lønsom.
Historien er et skoleeksempel på en af de mange udfordringer, som venter britisk industri efter brexit.
EU og Sydafrika har nemlig indgået en frihandelsaftale. Et af elementerne er, at hvis en bil er produceret i Sydafrika, kan den sælges uden told på EU-markedet. Aftalen gælder dog kun, hvis det meste af bilen består af dele, som er blevet produceret i enten Sydafrika eller i et EU-land.
Det er de såkaldte oprindelseslandsregler, som findes i de fleste handelsaftaler. De siger, at når man lægger værdien af motor, stole, karosseri, gps-system og alt andet i bilen sammen, så skal mindst 60 procent af bilens værdi komme fra enten et EU-land eller fra det sydafrikanske land for at bilen er toldfri, når den sælges hos en forhandler i et EU.
Og da en bilmotor udgør en meget stor del af bilens værdi, så duer det ikke længere, at BMW i Sydafrika fortsætter med at bruge bilmotorer produceret i England efter brexit. Så vil en sydafrikansk BMW indeholde så mange bildele fra uden for EU, at den vil blive pålagt told, når den skal sælges i Danmark eller andre EU-lande.
Hvis BMW fortsat ønskede at sælge toldfrie biler fra fabrikken i Sydafrika til EU-markedet, ville den være tvunget til at flytte produktionen af motorerne fra England til Tyskland.
Så det gjorde den.
Et teknisk mareridt
Reglerne om en vares oprindelsesland er et af de tekniske mareridt, som britisk erhvervsliv står overfor, når der fremover skal sælges varer fra Storbritannien til EU.
Og det er ikke kun en regel, som gælder sammensatte produkter som en bil, der består af flere end 1.000 forskellige dele. Regler om oprindelsesland gælder også på andre områder.
Hvis EU og Storbritannien eksempelvis laver en frihandelsaftale, der betyder, at britisk lammekød kan sælges på EU-markedet uden told, så skal der samtidig være et system, som sikrer, at der rent faktisk er tale om lam, som er født og opvokset i bjergene i Skotland eller Wales.
Der må ikke være tale om kød fra lam, der er kommet til Storbritannien fra New Zealand, hvor det så pakkes om og sælges videre som britisk lam, sådan at eksportører fra New Zealand kan omgå europæiske toldregler.
Et andet område, hvor livet fremover bliver mere besværlig for britiske virksomheder, som vil sælge varer til EU, er de varer, hvor der er EU-regler for forbrugerbeskyttelse, sundhed og miljø.
Hvis en virksomhed producerer køkkenbordplader i Storbritannien og eksporterer dem til Danmark, er der næppe de store overvejelser om produktets effekter på eksempelvis sundhed. Men hvis en britisk medicinalvirksomhed fremover skal sælge medicin til det europæiske marked, så skal virksomheden – ligesom virksomheder fra resten af verden – have medicinen godkendt til EU-markedet.
Og den slags regler gælder ikke kun inden for medicin. Den gælder på en lang række områder.
Regeringen går efter egne regler
Kemikalieindustrien er gennemreguleret, og det samme gælder alle varer, som indeholder kemikalier. Her skal der være bevis for, at varen overholder EU's regler.
Det samme gælder det klassiske brexit-eksempel med bilerne. En bil, som produceres uden for EU, men som sælges til EU-markedet, skal typegodkendes. Og det skal være dokumenteret, at bilen overholder alle EU's regler – fra krav om bilers udstødning til sikkerhedskrav om bremselængde.
I dag gælder EU's regler i Storbritannien, og derfor følger britiske virksomheder reglerne. Alle varer i Storbritannien er også godkendt til EU-markedet. De er blevet kontrolleret af britiske myndigheder, og der er ikke behov for yderligere kontrol ved grænsen.
Men den britiske finansminister, Savid Javid, har i et interview med Financial Times sagt, at Storbritannien ønsker at lave sine egne regler for erhvervslivet, og at man ikke fremover vil følge EU-reglerne.
Det kan betyde, at livet for en række britiske virksomheder fremover bliver mere besværligt. Hvis der eksempelvis er et sæt regler for, hvordan en medicin skal være testet for at sælges på det britiske marked, og andre krav for at sælge den samme medicin på EU-markedet, så skal medicinalindustrien fremover igennem to typer af test.
Det tager tid og koster penge. Og lige præcis det er noget, som britisk industri er bekymret over. Uanset om der er tale om bilindustrien, medicinproducenterne eller kemikalieindustrien.
Aldrig sket før
På begge siden af kanalen er der håb om, at EU og briterne kan enes om en handelsaftale, hvor begge parter enes om, at der ikke skal told på varer, som krydser kanalen. At Storbritannien tillader, at EU-varer kan komme til dem, uden at der skal opkræves told – og omvendt.
Men selv hvis det skulle lykkes parterne at enes om en frihandelsaftale, der fuldstændig fjerner al told på varer – og sådan en aftale er aldrig indgået før – så vil det langt fra betyde, at handlen mellem EU og Storbritannien bliver gnidningsfri og ubureaukratisk.
Der vil stadig skulle udarbejdes tolddokumenter for hver eneste vare, som passerer grænsen. Millioner af dokumenter skal udfyldes, kontrolleres og godkendes. Og for en lang række produkter skal det kontrolleres, om de overholder kravene om oprindelsesland, og om de overholder EU's krav for sikkerhed, sundhed og miljø.
Og inden EU er parat til at indgå en aftale med briterne om fri handel for varer uden told, har medlemslandene en række andre krav, som Storbritannien skal love at opfylde.
For EU vil ikke acceptere fri adgang for britiske varer til EU-markedet, hvis ikke der er garantier for, at konkurrencen mellem EU og Storbritannien er fair.
Derfor stiller EU krav om det, som på engelsk kaldes for "a level playing field" – eller "lige konkurrencevilkår" på dansk.
Ny mekanisme skaber udfordringer
I praksis handler det om, hvordan der i handelsaftalen skal være en klausul, som betyder, at EU kan pålægge britiske varer told, hvis briterne optræder unfair.
Det kunne eksempelvis være, hvis den britiske regering beslutter at give britisk landbrug statsstøtte i et omfang, der er så voldsomt, at det gør det svært for landbrug i EU at konkurrere med britiske landbrugsprodukter.
Eller hvis eksempelvis den britiske bilindustri får en særlig skattelettelse, som vil gøre britisk producerede biler billigere og dermed udsætte europæisk bilindustri for unfair konkurrence.
Reglerne om lige konkurrencevilkår går naturligvis begge veje. Europæiske landmænd må ikke udkonkurrere britiske med statsstøtte og så videre.
Det svære og kontroversielle er ikke nødvendigvis at enes om, at der skal være lige konkurrencevilkår. Det svære bliver at enes om, hvordan man laver en mekanisme, der kan bedømme, hvornår der er tale om unfair konkurrencevilkår.
Altså hvilke personer skal bedømme, om et bestemt produkt skal pålægges told, fordi konkurrencevilkårene har ændret sig? Hvordan laver man et organ, som begge parter betragter som fair og upartisk?
Frygter handelsforhandlinger
Når man ser bag om spørgsmålet om told på varer, er det tydeligt, hvordan en fremtidig handelsaftale er et emne, som er yderst komplekst og kontroversielt.
Derfor frygter mange fra EU-siden, at det ikke er muligt at opnå enighed om en handelsaftale mellem EU og Storbritannien, der kan træde i kraft i år.
Forhandlingerne begynder reelt i marts, og hvis en handelsaftale skal godkendes af Europa-Parlamentet, så den kan træde i kraft ved årets udgang, skal forhandlingerne reelt afsluttes allerede ved udgangen af oktober. Det bliver nærmest umuligt at nå.
Men uanset hvor hurtigt en handelsaftale mellem EU og Storbritannien kan indgås, så er én ting sikkert:
For europæisk erhvervsliv på begge sider af kanalen venter nu nye tider. Den papirløse samhandel er fortid. Fremover venter et regeljungle.
Rettelse: Rubrikken er blevet ændret. Tidligere hed den regelhelvede, det er ændret til regeljungle.