Østrigsk politi har fundet endnu en lastbil med flygtninge om bord. Denne gang drejer det sig om 26 mennesker på flugt - tre af dem børn i kritisk tilstand, som nu er indlagt.
Det skriver det østrigske nyhedsbureau APA ifølge Reuters.
- Det var nær gået galt, siger David Furtner fra det østrigske politi til Reuters.
- Sundhedspersonalet fortæller os, at de ikke havde klaret den meget længere, fortæller han og tilføjer, at børnene var svimle på grund af svær dehydrering bag i den varme lastbil.
Fra Syrien, Afganistan og Bangladesh
De to piger og en dreng, som alle er i fem-seks års alderen, blev kørt på hospitalet sammen med deres forældre, skriver Ritzau. Lørdag meldes børnene i bedring.
- Chaufføren var fløjtende ligeglad med de mennesker bag i bilen. Vi transporterer ikke engang dyr under de forhold på vores veje i Østrig, siger David Furtner til Reuters.
Lastbilen blev stoppet i landsbyen St. Peter am Hart allerede fredag, nær den tyske grænse Branau-distriket i Østrig.Ifølge BBC er lastbilens 29-årige rumænske fører blevet anholdt på stedet, efter at han forsøgte at undvige politiet.
De 26 flygtninge, der befandt sig i lastbilen, stammer fra Syrien, Afghanistan og Bangladesh.
71 døde før de kom til Østrig
Fundet sker kun få dage efter, at østrigsk politi stoppede en lastbil med 71 omkomne flygtninge i.
Lastbilen blev efterladt ved en motorvej syd for Wien onsdag, og torsdag blev den grusomme last så opdaget af en medarbejder ved et infrastrukturselskab, der blandt andet vedligeholder det østrigske motorvejsnet.
De omkomne lå ifølge østrigske myndigheder i lastbilen i op til to døgn, før de blev fundet.
Fire mænd, som er anholdt og sigtet i forbindelse med fundet af lastbilen torsdag, blev varetægtsfængslet i dag.