I går anslog østrigsk politi antallet af omkomne flygtninge og migranter i en efterladt lastbil til mellem 20 og 50, men nu siger det østrigske indenrigsministerium, at flere end 70 lig er fundet i lastbilen, skriver Reuters.
Den østrigske avis Kronenzeitung skulle angiveligt vide, at der er tale om 71 lig.
Lig sendes til Wien
DR-journalist Camilla Markvadsen befinder sig i Østrig og fortæller, at politiet lige nu arbejder på at få identificeret de mange omkomne.
Et svært arbejde, fordi de omkomne angiveligt har ligget i lastbilen i en længere periode i den østrigske sensommervarme.
- Derfor har man også ventet indtil i nat med at åbne lastrummet. Man har simpelthen kørt lastbilen til et sted nær grænsen til Ungarn og har åbnet den efter mørket er faldet på, forklarer Camilla Markvadsen.
- Ligene skal så her til morgen ind til Wien for yderligere identifikation.
Lastbil ejet af rumænsk statsborger
Lastbilen blev efterladt ved en motorvej syd for Wien onsdag, og torsdag blev den grusomme last så opdaget af en medarbejder ved et infrastrukturselskab, der blandt andet vedligeholder det østrigske motorvejsnet.
Nærmere bestemt blev lastbilen, der beskrives som en mindre kølelastbil, fundet mellem de to østrigske byer Pandorf og Neusiedl, som begge ligger mindre end en times kørsel fra grænsen til Ungarn.
Lastbilen kører på ungarske nummerplader, og østrigsk og ungarsk politi samarbejder nu om at finde frem til ejeren.
- Politiet her i Østrig har sagt, at de nok hurtigt skal finde den smugler, som har efterladt bilen ved motorvejen, fortæller Camilla Markvadsen.
- Man ved, at den kom på ungarske nummerplader, og at den er registreret af en rumænsk statsborger.
Merkel: Det er en advarsel
Den østrigske indenrigsminister Johanna Mikl-Leitner kommenterede på fundet i går og beskrev dagen som en "sort dag"
- Vores tanker er hos ofrene og hos ofrenes familier og venner. Denne tragedie rører os alle. Menneskesmuglere er kriminelle, sagde hun på et pressemøde.
Også den tyske kansler Angela Merkel, der var til topmøde mellem EU og Balkan-landene omkring flygtninge-situationen, gav udtryk for forfærdelse over det grusomme fund.
- Det er en advarsel om, at vi skal arbejde for at løse dette problem og vise solidaritet, sagde hun.