Østrig indkalder til endnu et krisemøde om flygtninge

Efter EU's aftale med Tyrkiet om at få flygtningekrisen under kontrol vil Østrig holde topmøde om situationen.

Østrigs forbundkansler Werner Faymann bliver vært for topmøde om flygtninge. (Foto: © THIERRY CHARLIER, Scanpix)

Den østrigske regering vil have handling bag aftalen mellem EU og Tyrkiet om at sætte ind for at få flygtningekrisen under kontrol. Derfor ønsker Østrig et topmøde blandt de lande, der bokser med problemerne, den 17. december.

Det skriver den østrigske avis Der Standard, som oplyser, at den har fået planen bekræftet i det østrigske kanslerkontor i Wien, Østrigs hovedstad.

Ifølge avisen er det planen at holde topmødet på Østrigs ambassade i Bruxelles.

Her skal forbundskansler Werner Faymann være vært for lederne af en række lande, som har problemer med tilstrømning af mange migranter og flygtninge eller med grænseproblemer. Også den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, skal være med.

Avisen skriver, at blandt de EU-lande, som er inviteret, er Tyskland, Finland, Sverige og Grækenland, hvortil mange flygtninge og migranter kommer fra Tyrkiet.

Også EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, ventes til mødet, der er planlagt til at finde sted umiddelbart inden et længe planlagt EU-topmøde i Bruxelles for alle 28 EU-lande senere samme dag.

Det skal være en anden runde efter topmødet i slutningen af november, da Tyrkiet og EU blev enige om at gennemføre en række tiltag for at få standset strømmen af migranter og flygtninge fra Tyrkiet til EU.

/ritzau/