Migranter og flygtninge ventes fortsat at sætte retning mod EU på flugt fra blandt andet krigen i Syrien over de næste fire måneder, melder FN, som forudser en konstant flygtningestrøm gennem vintermånederne.
- Mellem november 2015 og februar 2016, forudser UNHCR, at der gennemsnitligt vil ankomme 5000 dagligt, hvilket resulterer i et samlet antal på 600.000 til Kroatien, Grækenland, Serbien, Slovenien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, siger FN's flygtningeorgan.
Stats- og regeringschefer fra de fleste EU-lande og fra over 30 afrikanske lande mødes onsdag i Valletta på Malta om flygtningekrisen. De to dages topmødes vil med det samme blive fulgt op af uformelle drøftelser mellem EU-lederne om et forenet svar på flygtningestrømmen.
- Hvis vi skal undgå det værste, må vi sætte fart på vores handlinger, skriver EU's præsident, Donald Tusk, i sin invitation til EU's stats- og regeringschefer.
Han fastslår også, at strømmen af migranter, der søger til Europa, fortsætter i et omfang, der er uden fortilfælde, og at nogle EU-lande har iværksat forskellige foranstaltninger ved Schengen-områdets ydre grænser.
/ritzau/AFP