Det kan ikke komme som en overraskelse, at op mod 50 flygtninge er fundet døde i en lastbil ved en østrigsk motorvej. Det mener Amnesty International Østrig.
- De, som endnu engang taler om en tragedie, er hyklere. Det her var forudsigeligt og alle de, der klamrer sig til en ikke længere fungerende Dublin-aftale, accepterer uagtsomt en grusom følgeskadevirkning, siger generalsekretær Heinz Patzelt til det østrigske medie Kürier.
Generelsekretæren henviser med Dublin-aftalen til, at asylansøgere – ifølge aftalen – skal søge asyl i det første EU-land, de ankommer til. Derfor forsøger flere asylansøgere at bevæge sig længere ind i Europa, før de henvender sig til myndighederne.
Bagmænd skal for retten
Den østrigske gren af Amnesty International forklarer desuden, at dagens grusomme fund ikke vil blive det sidste.
- De tusinde af døde i Middelhavet og de utallige døde på Balkan-ruten var en advarsel, siger generalsekretæren.
Heinz Patzelt understregede desuden, at menneskesmuglerne, der stod bag transporten, er ”forbrydere, som skal anholdes og stilles for retten”.
Hører bag tremmer
Lastbilen med den grusomme last blev fundet syd for Wien – et sted mellem de to mindre byen Pandorf og Neusiedl, som ligger tæt ved den ungarske grænse.
Ifølge nummerpladerne stammer lastbilen fra Ungarn, og derfor samarbejder østrigsk og ungarsk politi om at finde frem til ejermanden.
Den østrigske indenrigsminister Johana Mikl-Leitner slog også fast på pressemøde, at myndighederne arbejdede hårdt for at finde frem til de skyldige.
- Menneskesmuglermafiaen skal vide, at den ikke kan føle sig sikker, sagde hun ifølge den østrigske avis Kronenzeitung.
- Disse mennesker hører bag tremmer.
Østrigs justitsminister Wolfgang Brandstetter har forklaret, at han er ”chokeret, dybt bedrøvet og vred” og at man samarbejder med indenrigsministeriet for at bekæmpe menneskesmuglerne.