Donald Trump har fremstillet sig selv som den store julemand, der med republikanernes skattereform i hånden, rundhåndet deler gaver ud til de amerikanske borgere.
- Vi giver dem en stor og smuk julegave i form af enorme skattelettelser, som vil være de største i USA's historie, sagde præsident Trump, da republikanerne fremlagde den første version af skattereformen.
Men Trumps julegave kan ende som en hadegave. For en lang række økonomer mener, at skattereformen kommer på et rigtig skidt tidspunkt.
- Skattereformen er virkelig dårlig timet. Det, man gør, er at skrue op for blusset på en gryde, der allerede står og koger. Og det er ikke særlig hensigtsmæssigt, siger Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit.
God amerikansk økonomi
Kritikken fra økonomerne skyldes, at den amerikanske økonomi har det godt. Og har haft det godt i lang tid. Der er lav arbejdsløshed, og USA har også relativt gode væksttal.
Af samme årsag er den amerikanske centralbank faktisk allerede i gang med at skrue ned for blusset på den boblende amerikanske økonomi.
- Når man så vælger at gå ud og lave u-finansierede skattelettelser, der har som mål at sætte endnu mere gang i væksten, så kan det altså ende med at gøre mere skade end gavn, siger Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank.
De danske økonomers kritik får følgeskab at en række amerikanske økonomer.
- Det virker bare fuldstændig unødvendigt. Med arbejdsløshed på kun 4,2 procent, hvorfor vil man så stimulere økonomien? Det er tæt på at være uansvarligt, siger Chris Rupkey, cheføkonom i MUFG Union Bank til CNN.
Overophedet økonomi i julegave
Mens Donald Trump formentlig håber på en episk julegave, der vil blive husket i generationer fremover, kan det dog ende langt værre.
- Man risikerer, at løn og prisstigninger tager så meget fart, at renterne begynder at stige kraftigt. Og så kan den amerikanske økonomi meget vel møde muren og løbe ind i endnu en nedtur i løbet af et til to år, vurder Jacob Graven, Cheføkonom i Sydbank.
Den amerikanske centralbank har allerede hævet renterne flere gange, og forventes at gøre det igen i 2018. Det sker for at hindre økonomien i at løbe løbsk. Derfor er det underligt, at republikanernes skattereform er designet til at gøre det modsatte, mener Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit.
- Reformen øger risikoen for, at man ender i et såkaldt ”boom and bust”-scenarie. Altså en vækst der stiger hurtigt, og så må man reagere på det. Så kan man ende med, at Centralbanken reagerer for voldsomt, så det trækker den amerikanske økonomi ned i en recession, siger Frederik Engholm.
Eftersom USA's økonomi er verdens største, kan en stor omlægning af økonomien i USA risikere at smitte af på resten af verden - også Danmark.
Den amerikanske skattereform kan altså også få betydning for danskerne – som måske kan se frem til en uønsket ”julegave” fra Trump og USA.